Vinterskoven glimter og stråler i al sin fineste glans.
Hvert eneste træ, gren, kvist, og selv den mindste grannål,
Klæder sig i skinnende krystaller.
Festskruddet bryder solens stråler, i alle regnbuens farver.
Det er det skønneste syn i verden.
Du blændes, af glansen, og fortaber dig i skønheden.
Til du er ganske stum.

Kong Vinters skæg fryser jorden til is.
Og dybt inde i skoven, hvor ingen andre når ind.
Sidder den lille isprinsesse, Frida, på sin istrone, og tæller krystaller
Til hvilket formål, og af hvilken grund, vil du sikkert indvende??

Fordi - Sådan er det.
Her blandt tusinder af svævende isfugle og snefnug.
Sidder Frida, og tæller krystaller, med blåfrosne hænder.

Alt det ved brændehuggeren intet om, da han står op på denne vinter morgen.
Han ved, han må ud i skoven, og hugge mere brænde.
Så han har nok, til at holde sig, og sin familie, varme gennem vinteren.

En storm har lagt sig over landet.
Kong Vinter og hans isfugle, hvirvler snefnuggene rundt, i et sandt inferno, som rammer brændehuggerens ansigt og krop.
Mens han strider sig frem.
Brændehuggeren er stærk i troen, og trænger sig dybt ind i skoven.
Men hvad er nu det, der sidder en lille pige, i pjaltet tøj, og med blåfrosne hænder, og græder som besat.
Brændehuggeren smider alt, hvad han har i sine hænder, øksen og trækslæden.
"Hvis lille pige er du", råber han, gennem stormen.
Men han får intet svar, blot en hjerteskærende hulken.
Brændehuggeren sætter sig, på den frosne jord, blændet af sneen, drager han, den lille skælvende krop, ind i sin store favn.
Helt ind til sit hjerte holder han, hendes livløse krop.

Brændehuggerens kone og børn, undrer sig over, at han ikke kommer hjem.
Så til sidst, begiver de sig ud, for at lede efter ham.
Langt over middag, finder de ham under et stort grantræ.
Dets grene yder ham læ, og nogen har lagt et beskyttende bjørneskind omkring ham.
Han har det varmt og godt, og på træk slæden står, en stor stak brænde.

Da de vækker ham, græder han, og taler om sin lille isprinsesse.
"Jeg, tror", siger hans kone:, "at sneen fangede dig, og gav dig et åndesyn"


Fra den dag mildnes vejret, og Kong Vinter sender, et fint snedrys, ned over hytten, som tak for at brændehuggeren, reddede, hans eneste datter.