Jeg kiggede ud af vinduet.
Ud i det sorte mørke. Jeg kunne se sneen glimte i det skarpe månelys, og stjernerne på himlen kigge ned på mig. Jeg sank stille hovedet fra himlen og kiggede stift ligeud.Overfor min lejlighed kunne jeg se det varme lys, og juletræet som de dansede om. Jeg havde set dem spise den lækre julemad, og om lidt ville jeg se dem pakke gaver op.
Jeg kunne se kærligheden imellem familien.
Jeg vendte mig om og kiggede trist på min egen lejlighed.
Igen var jeg ladt alene i julen. Min far holdt jul med sin nye kone, og nye børn, og min mor holdt jul med min lillebror. Ingen havde inviteret mig, ingen havde talt til mig i over fem år. Jeg satte mig på sofaen og sukkede.
Jeg skulle lige til at tænde for fjernsynet da jeg så en lille skikkelse ovre i hjørnet. Jeg ville være blevet bange for fem år siden, før depressionen havde ramt mig. Men nu var jeg ligeglad.
Jag havde tit tænkt på at tage mit liv, men jeg orkede virkelig ikke.
Medicinen virkede heller ikke længere.
Og jeg orkede ikke at gå til psykiateren
Så fordi jeg var så ligeglad med alting, selv mit liv, var jeg ikke bange.

Jeg så skikkelsen træde ud af mørket og troede ikke helt hvad jeg så.
En lille mand i rødt. Han havde langt hvidt skæg, og nogle sorte strenge øjne. Alligevel så han hyggelig ud. Han gik langsomt hen og rørte mig på kinden med en kold finger.
"Jeg vil give dig din julegave"
Og så faldt jeg i søvn.

Jeg vågnede op, glad?
Jeg følte det som om et tykt mørke var lettet fra mig, at noget var blevet løftet fra mine skuldre. Det var stadig aften sneen hvirvlede udenfor. Familien i det andet vindue pakkede gaver. Jeg var ikke mere ked af det, faktisk var jeg lidt i julestemning..
Jeg løb ud tog mine sko og jakke på, jeg ville holde jul.
Så løb jeg ind i stuen, hen til mit sofabord.
Jeg ragte ud efter telefonen og ringede til min mor.