Jeg går ned af de brostensbelagte gader og lytter. Det er mørkt og koldt og der ligger sne på gaderne. Ned fra den mørke himmel daler små hvide lysende fnug. Men ikke alle falder ned, nogle sidder stadig fast på det mørke tæppe over mit hoved. Der sidder de og lyser op mens månen smiler til dem.
Der er stille i gaderne denne aften. Alle sidder inde i deres lune og oplyste stuer og er traditionen.
Mens jeg går ned af gaden med oplyste stuer, kan jeg høre glæden der inde fra. Jeg stopper og kigger ind af et vindue. Her sidder familien om bordet, dækket med det traditionelle mad. For enden af bordet sidder den yngste i hendes røde kjole og smiler, mens hun venter utålmodigt. Henne i hjørnet står træet, pyntet fra top til tå og stråler, mens gaverne bugner under det. Ved den næste stue er denne familie i gang med at pakke gaverne op. De voksne smiler til hinanden, mens de små er optaget af deres pakker. Sådan er det i alle familier med lune og oplyste stuer denne aften.
Men nede for enden af gaden er det mørkt, dog er der alligevel et lille lys. Bag disse vægge sidder en lille familie med tæpper om sig og små vanter. I en gyngestol sidder den gamle og vipper stille. På hendes skød sidder den lille og ved siden af den anden. Den gamle læser i skæret fra det ene stearinlys på bordet. Den voksne sidder og smiler ved synet. Der er ingen mad på bordet og ikke noget træ.
I det sammen kommer han hjem. Han har en pakke med. Da han træder ind i stuen, springer de to små hen til ham og omfavner ham. Den unge rejser sig og går over til ham. Han åbner pakken som indeholder lidt brød og noget flæsk. Hun brækker brødet i fem små stykker og tager et og et stykke flæsk til den gamle.
Da de er færdige med at spise, hiver han et kræmmerhus op af frakkelommen. De to små kysser ham, går over og byder den gamle nogle godter, før de selv tager. En sjælden ting for denne familie.
Som aftenen går, brænder lyset ned, men inden det når helt ned, puster hun det ud, og de går i seng. Der ligger de, i den samme seng for at holde varmen, mens de andre i gaden stadig sidder og pakker gaver op, drikker kaffe og spiser kager.
Jeg bevæger mig ned gennem gaden igen, mens de lysende fnug begynder at falde hurtigere. Og alt dette sker, mens jeg tænker på, hvor lidt der skal til, for at glæde dem, som ingen ting har.