Han lagde sig på bænken. Kold og hård var den, men dog en bænk. Han rystede af kulde. Sneen dalede ned fra himlen, lagde sig blødt på den brostensbelagte vej. Folk maste sig frem, alle i deres egne tanker, men sikkert med samme mål; at komme hjem. Han skuttede sig. Kløede hunden bag øret, mærkede dens varme mod sin hånd. Nogle skoledrenge gik forbi og pegede på ham. Om det var af nysgerrighed eller væmmelse, var ikke til at sige. De havde nok mest ondt af den stakkels hund, tænkte han. Den havde jo ikke valgt den kolde bænk.
Lys tændtes i vinduerne rundt omkring. I et kort sekund længtes han efter lyset. Han overvejede at ringe på døren, men skubbede tanken bort. Hvem ville byde ham velkommen? Ingen ville åbne døren. Men hvis den åbnedes ville den blot smækkes i igen. ”Stodderkonge! Fidusmager!” ville de råbe efter ham. ”Gå hjem, hvor du høre til!”
Men han havde jo intet hjem. Eller også var han altid hjemme, ligegyldigt hvor han befandt sig. Hjemme var vel der, hvor man havde det bedst. Selvom bænken var hård, foretrak han den frem for et indelukke. Et rum, hvor loftet snart ville falde ned over ham, hvor bøhmænd gemte sig i hvert et hjørne. Et rum med døre. Døre, der ikke skulle åbnes, ikke kunne åbnes. Døre uden låse eller uden nøgler. Nej, bænken var bedre.
Han rejste sig langsomt og begyndte at gå med hunden i hælene. Han fløjtede svagt. Ikke en kendt sang af en kendt komponist. Det var en melodi, der kom til ham fra oven. En melodi han selv lavede. Når den sidste tone var faldet til jords, var melodien der ikke længere. Den var borte, glemt. Måske en lille pige en dag ville vandre samme sted som han. Måske hun ville finde den glemte melodi, samle den op og fløjte den. Når hun så engang tabte den, måske en ældre mand ville finde den. Måske den ville give ham smilet tilbage, måske den ville lyse lidt op, måske få ham til at le.
Han vandrede videre, overbevist om at han netop havde gjort en god gerning. At han netop havde gjort et menneske glad, blot ved at fløjte sin lille melodi.
Skridtene var nu nærmest hoppene. Han lo selv, skurrende og raspende. Jo, glad det var han. Han var hjemme nu, det vidste han. Hjemme hos glæden.