Jeg hader det. Jeg hader det hele. Alt ved den hader jeg.
Hvordan den er, hvordan den føles, hvor den er. Jeg bryder mig overhovedet ikke om den. For mig kan den bare forsvinde. Langt væk.
Hvorfor ikke et andet sted? Hvorfor ikke et andet liv?
Jeg hader det virkelig.
Forsvind.
Gå væk.
Jeg foragter det. Jeg foragter den. Jeg foragter ham. Jeg foragter hende. Jeg foragter tiden. Jeg foragter det hele ved den.
Skrid! Jeg gider ikke mere. Det er for krævende. Alt for ensrettet. Lad mig være, for helvede!
Mange mennesker. co2'en. Drivhuseffekten. Væk med det hele.
Væk med bekymringer og væk med statistikker. Tilbage til uvidenhed. Brug af heste. Brug af køer. Brug af okser. Brug af landet. Ikke af alt det pis fra undergrunden. Ikke under jorden, men over den. Ikke i luften, men under den. Ikke i vandet, men på vandet.
Ikke krig. Fred. Ikke sult. Mæthed. Ikke fjendtlighed. Venlighed. Ikke modernisering. Tilbage i historien.
Ikke e-mails. Duepost. Ikke posthuset. Personlig aflevering af pakker. Ikke opringning. Besøg.

Ikke mere. Tag mig væk. Landet. Blomster. landbrug.
Kjoler. Kjolesæt. Dans i store flokke. Halbal.
Arv fra forældre. Arv af gøremål. Smedens søn bliver smed. Tømrerens søn bliver tømrer. Murerens søn bliver murer. Husmødrenes døtre bliver husmørdre. Prinsessers døtre bliver prinsesser. Konger og dronninger regerer. Riddere. Turneringer. Få moderne goder.
Hvornår? Hvor? Hvorfor?
Hvad? Hvordan? Hvem?
Bare forandringen er der.
Og jeg bliver hvad jeg burde være på den nemme måde: Som min mor. Som min far. Som mine forfædre.
Ikke mere rotteræs. Ikke flere bøger. Mere latin. Mindre tysk. Mere om fortiden. Mindre om fremtiden.
Ikke mere rumfart.
I lyver jo alligevel med hensyn til månen, NASA. Det er umuligt at trodse Jordens muligheder.

(Hemmeligheden er, at jeg foragter nutiden og vil tilbage til fortiden med få moderne goder...Undskyld med bandeordene XD)