"Vi er alle sammen venstreorienterede som unge. Senere kommer vi til fornuft.", forklarede min historielærer gentagne gange klassen, altid med den samme hovne mine og med håndfladerne holdt op foran sig, som kunne de blokere enhver indvending fra debatlystne teenagere.
Jeg har godt nok aldrig interesseret mig det mindste for politik, men nu, adskillige år senere, spøger historielæreren alligevel i min bevidsthed igen. For idealer har jeg altid haft.

Jeg svor højt og helligt, at jeg aldrig skulle tage et job for pengenes skyld. "Livet er for kort til arbejde, der ikke gør dig lykkelig", sagde jeg. "Tid er mere værd end enhver lønseddel". Floskler, naturligvis. Men ikke desto mindre var det rent faktisk min holdning, og er det måske stadig.

"Livet må forstås baglæns", sagde Kierkegaard, og det kan vel næppe siges bedre. Vi træffer dagligt utallige små valg, uden den ringeste forestilling om hvor summen af disse beslutninger fører hen på lang sigt.
Tag for eksempel et studieskift valgt med hjertet, der som bivirkning har en række jobmuligheder, der aldrig ville blive forundt en humanist. Valg, der ændrer vores fremtidige valgmuligheder, har åbenbart den største betydning.
Eller hvad med dengang det virkede som en investering i selveste friheden at købe en ejerlejlighed i stedet for at leje?
Jeg kan nu se på alle disse små skridt i den rigtige retning, og betragte hvordan den rigtige retning førte det helt forkerte sted hen.

Når nu, alle disse år senere, konen insisterer på at vi bor for småt, og ungerne vil begynde til ridning, så ved man lige som godt hvad klokken er slået. Jeg retter ind som en anden skoledreng, kløjes i min egen stolthed, som jeg igen må sluge, og forbereder mig på at indgå et fornuftsægteskab med djævelen. Underskrive en ansættelseskontrakt med et eller andet latterligt datterselskab til et multinationalt konglomerat, og samtidig afskrive enhver forhåbning om personlig tilfredsstillelse.
Kan jeg nu hævde, at jeg er kommet til fornuft?