Som små glimt der er resultatet af granater, ser han hende for sit indre blik. Hun står alene. Ryggen mod vandet og hænderne i gang med at rette på det krøllede forklæde. Hendes ansigt har lagt sig i folder der ikke afsløre hvad hun tænker eller føler. En lille tot af det korngule hår har revet sig løst fra det ternede tørklæde som er obligatorisk påklædning for 20'ernes husmor. Først nu ser han at hun græder. Solen rammer de små floder i hendes ansigt og sender små skær af lys ud i mørket. Fra forklædet lille lomme trækker hun noget frem. Den knitrende lyd af gulnet pergament blander sig med den brusende lyd af havet bag hende.

Hvad der stod i brevet, husker jeg kun efter måden hun fortalte mig det på. Han var sekondløjtnant i krigen, men overlevede ikke mere end et par minutter efter at være blevet ramt af en kugle fra fjendens geværer. Hun fortalte hvordan beskrivelserne fra Somme havde været så forfærdelige at læse. Efter at vi havde sendt flyttebilen afsted mod hendes sidste bopæl, havde hun hevet fat i min arm. Smilet var efter 80 år kommet tilbage i det furede ansigt. Hun havde bedt mig komme nærmere, og jeg havde mærket den varme ånde mod mit ansigt som prøvede hun at indprente noget af sig selv i min hud.
"Jeg ved at han overlevede krigen."
"Hvorfor kom han så ikke tilbage?" havde jeg spurgt, med skepticismen hængende som hvid kondens i den kolde luft der omgav os den januar morgen.
"Jeg tror han var bange. Bange for at møde mig igen. Du ved jo at krigen havde den bivirkning at den ændrede folk."
"Men du har altid sagt at han var den modigste mand du nogensinde havde mødt..." Hun sukkede dybt, og skuttede sig i sin store frakke.
"Det var han. Og det er han stadig. Det kræver mod at kunne acceptere at man ikke har modet til at møde sin fortid. Jeg forventer ikke at du forstår det Jannik, men du har heller ikke oplevet krig så tæt på."

Det var det sidste hun sagde, før hun trak hætten op om ørerne og gik ind for at tage sin tomme bolig i åsyn. Hendes farvel til sit gamle liv.