Den første sætning er den sværeste. Der står en kvinde og tripper, utålmodig efter at blive fortalt, men alt hvad jeg har er elektriske glimt i en bevidsthed, jeg knapt tør kalde min egen.
Hun cykler gennem den tidlige morgens frosttåge, hendes lille pige ludende i barnesædet bag hende. Jeg kan mærke hende, hendes krops afgrænsninger, kulden der slår mod hendes hud, øjnene der løber i vand hver eneste morgen i det samme lyskryds på vej til børnehaven.
Selma er faldet i søvn i sit sæde. Så bliver det ikke en god aflevering, hun vågner og vil ikke indenfor. Hun klamrer sig til mit ben, griber fat i mit hår og nægter skrigende at give slip, indtil pædagogmedhjælperen, som jeg aldrig har set før, foreslår, at jeg bare skal gå. Og senere lader jeg, som om jeg lytter til kunderne, men alt hvad jeg hører resten af dagen, er Selmas dødsskrig bag døren.
'Hvad er jeg for en mor?', mumler hun, arrigt trampende i pedalerne på vej gennem de tilisede gader. 'Hvem finder på at overlade sit ulykkelige barn i komplet fremmedes varetægt?' 'Nu ved jeg det', svarer jeg med hendes stemme, 'Jeg ved, hvem der gør den slags og ovenikøbet nyder det: Den onde stedmor. Hende er jeg blevet. Den lede heks, kællingen, slamfissen'.
Jeg er sent på den, det er glat på cykelstien, baghjulet skrider ud, forsvinder simpelt hen under mig, under hende, og jeg når lige, HUN når lige at tænke, 'Godt jeg ikke har Selma bagpå', og så ligger hun der, tilsølet og forslået med hagen mast op mod den ru kantsten.
Kvindens skrig trænger ind i bagbutikken. Jeg smider Havana-æsken fra mig, løber ud på gaden og ser hende ligge på cykelstien. Jeg griber hende om albuen og forsøger at få hende op at sidde, men kvinden gør sig tung, hun trækker mig ned til sig. 'Hvem er du?', skriger hun mig ind i ansigtet. 'Jeg er ikke nogen', rasper jeg. 'Bare én, der vil hjælpe dig, jeg er tobakshandleren, det er min butik derinde. Jeg er ikke nogen.' Hun trækker mit hoved ned til sit og bider mig hårdt i underlæben, så hendes egen farves knaldrød af mit blod. 'Nu er du nogen', hvæser hun og gennemskylles af en dyb latter, der lyder, som kom den langvejs fra, fra en mørk og mærkværdig by.
Og jeg ved, at jeg har fundet min første sætning.