Han vågnede med et sæt, og hans hoved løftede sig fra hovedpuden, mens hans øjne flakkede rundt i soveværelset. Med koldsved på panden kiggede han på vækkeuret, hvis røde digitaldisplay viste 07.26.

"Pokkers, arbejdet!" udbrød han og væltede nærmest ud af sengen. Hunden Rollo lå i fodenden, hvilket han ikke plejede.

"Det der må du da ikke," sagde Per og gloede lidt irriteret på hunden, der ikke reagerede videre andet end at pibe lidt bedrøvet. Men da bussen gik 07.40, havde han ikke tid til yderligere at sætte bæstet på plads.

Per smed nærmest sin ruskindsjakke på og styrtede ud af døren med nøglebundtet i hånden samt sin taske. Han låste hurtigt yderdøren og skyndte sig over den regnvåde vej – der var cirka tre-hundrede meter til busstoppestedet, og Pers ben gik som trommestikker. Mørke skyer prydede himlen og store regndråber formede pøle af sølvvand på fortovet. Han følte sig underligt tilpas, og alle de mennesker, der passerede ham med deres dryppende paraplyer kiggede ikke engang på ham. Men sådan var det i forstæderne, og Per var dødtræt af det.

Endelig nåede han forpustet busstoppestedet, og i det samme kunne han høre bussens brummende motorlyd bag sig. Fire mennesker stod der allerede, og bussen stoppede med et lille hydraulisk hvin. Bagerst i køen arbejdede Per sig frem mod døråbningen, mens de forreste betalte uden en lyd. Da det blev Pers tur, kiggede han på chaufføren, som faktisk smilede til ham. Han smilede forbavset tilbage og satte sig på det forreste sæde. Underligt let i hovedet kiggede Per rundt i bussen, og fra alle modtog han stille, men bekræftende smil. ’Mærkeligt’, tænkte Per og kiggede på spejlet, der normalt reflekterer chaufføren i sit sæde… Men der var kun et sæde. Forvirret kiggede Per ud af vinduet, og i det samme begyndte bussen at køre. Forskrækket rejste han sig op og lænede sig hen imod chaufførsædet – og dér var chaufføren pludselig, som smilende sagde:

”Velkommen ombord, Per”

”Hvorfra kender du mit navn?” spurgte Per forvirret.

”Du stod på listen, og det er mit arbejde at hjælpe dig over”, sagde chaufføren.

”Hvorover?” spurgte Per, men buschaufføren pegede bare ud imod vejen, og foran dem midt i alt det regndryppende grå svævede en intens kugle af smukt lys. Idet Per kiggede igennem forruden opdagede han, at han ikke havde noget spejlbillede.

”Himlen”, sagde buschaufføren med et smil.