”20.000 kr. er da også mange penge” sagde Karen og skævede til den kridhvide kuvert der lå i hendes skød. den var blevet halvkrøllet af hendes krammeri.
”Men var det det værd?” sagde Ole. Hans blik var klisteret til vejen og hans hænder knugede om rettet.
”Ja…” sagde Karen og kiggede endnu en gang på pengene i kuverten. Et helt normalt dansk par var de ikke, det kunne man godt blive enige om men de elskede da hinanden… for det meste af tiden. Sommetider var de uenige, men denne gang havde Karen fået ret. Hun sad med pengene i hånden uden at føle nogen som helst skyld. Hun var ikke det mindste i tvivl om at pengene var hendes. Det var noget andet med Ole.
”Vi kan stadig nå at køre tilbage” sagde Ole og drejede hovedet ganske svagt for at kigge på Karen. Men Karen stod fast! Limet som en murbrokke til sædet. ”Kør” sagde hun som om han havde glemt at lyset i krydset var blevet grønt, men han havde ikke glemt det. Bag dem dyttede en bil og tunge regndråber slog på ruden. Lyset skiftede igen til rødt. En vred taxichauffør dyttede igen og en kø opstod bag bilen.
”Du må køre nu” sagde Karen i et overnaturligt venligt toneleje. Hun skulle ikke have ballade nu. Ole drejede hovedet hen mod Karen og stirrede hende i øjnene ”det er dit valg.” Karens øjne skævede fra pengene til Ole, og fra Ole til pengene. Hun vidste at hun skulle vælge.
”Ole! Vi kan ikke vende om nu…” sagde Karen og gik i stå ved lyden af et tordenskral. ”Ikke efter alt hvad jeg har gjort. Jeg spillede alle kort jeg havde, kæmpede til det sidste… Vil du have at jeg skal give alt det op nu?” Ole drejede igen hovedet og stirrede på det forskræmte ansigt.
”Jeg kan ikke mere! Jeg har kæmpet nok…” Mere nåede han ikke at høre før Karen var ude af bilen med den hvide kuvert i hånden. Han hørte aldrig hendes stemme mere for i det samme slog et lyn ned.