For første gang siden Frankfurt, får jeg sat det lille tørre filter fast mellem mine tænder.
Den metalliske klikken, bliver efterfulgt af et knitsz og en varm flamme dukker op i hulen af min hånd. Tør tobak og papir møder flamme og den tørre cigaret knitrer sprødt da jeg begærligt suger i den. Ubevidst, forsætter min hånd resten af bevægelserne. Klikker den tilbage sammen og putter den i lommen igen. Mens jeg venter på mit tog, kommer jeg til at tænke på dens historie. Jeg kan godt lide at fortælle den baglæns. Hvordan den havde lagt i en køkkenskuffe hos mine bedsteforældre i fjorten år før jeg fandt den. Hvordan min far havde brugt den i en årrække som fisker. Han fortalte mig at den aldrig havde fejlet ham. Den havde tændt hver gang den skulle, selv ude midt i nordsøen omgivet af storm og hav der står i et. Hvordan min onkel havde givet en hel kasse af dem til min far. Hvordan min onkel havde købt dem alle af amerikanske sergenter og officerer for danske dåseøl. Den var ikke ligesom alle de andre. Dem alle mine venner havde. Jeg tager den frem og kigger på den. Der et falmet våbenskjold. næsten slidt ukendeligt af at blive pudset og raslet rundt i lommeindhold. Det solide messing skinner stadig. Den virker stadig og den er min. Indtil den bliver stjålet fra mig. Hvilket den bliver en dag ude i fremtiden. I øjeblikket er den min og uden at tænke over det kører jeg den imellem mine fingre, knipser den tændt og klikker den i igen, altsammen af vane. Det er ikke engagn noget jeg tænker over længere. Den er en forlænget del af min krop. Ser jeg en babe, med en utændt smøg, er jeg på pletten, hurtigere end hun kan nå at spørge efter det. Tit bliver de ikke imponeret, de har set dem før tror de, men engang imellem ender jeg med at have tændt en rigtig kenders cigaret og det slår dem at den er ægte og ikke standard. at den er usædvanlig, en speciel model og så smiler jeg og fortæller dens historie. Det kan den jo ikke selv.