"Det er unægtelig spændende..." jeg trak vejret i uregelmæssige stød, mens jeg mekanisk førte cigaretten op til munden. Mine øjne sved, og den tørre hud i mine håndflader kløede. Peter havde medbragt brevet, der nu lå på sofabordet. Insisterende og gulnet efter flere år i bunden af en kuffert på loftet.
"Hvorfor åbner du det så ikke bare?" Peter lænede sig nysgerrigt frem, og greb brevet med en bevægelse som en der har fundet en ældgammel skat. Der var noget i hans øjne. Noget jeg ikke havde bemærket før nu. Noget næsten manisk. Han fumlede med abstinensrystende hænder ved kanten af brevet. Prøvede at finde en åbning i lukningen.
"Drop det, for helvede!" snerrede jeg og flåede det ud af hænderne på ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at åbne det. Forklaringen på min tågede fortid lå i brevets ord, og alene tanken om det fik mig til at smide det fra mig som var det et dødt dyr.
"Du ved godt at du ikke kan flygte fra det for evigt." Peter lænede sig veltilpas tilbage i sofaen, slyngede benene op på sofabordet, og tændte aftenens 20'ende cigaret. Hans ansigt fortrak sig i tilfredshed da røgen fandt sig til rette i de sorte lunger. "Jeg siger det bare. Det ender med at æde dig op inden du bliver 40."
"Det bliver disse der slår mig ihjel inden da." svarede jeg og holdt den færdigrøgede Pall Mall op som bevis i en mordsag. "Og desuden så flygter jeg ikke. Holder bare en fornuftig afstand til min fortid."
Peter inhalerede resten af sin cigaret. "Med andre ord, du flygter..." Han nåede ikke at færdiggøre sætningen før han krampede sammen i et hosteanfald. Et larmende, slimfyldt punktum for aftenens debat.
"Kan vi lade det ligge for nu?" Jeg var dødtræt. Alene diskussion om brevets indhold fik mig til at føle mig drænet for livsenergi. Med små slag mod bunden af askebægeret skoddede jeg cigaretten. Jeg orkede ikke at færdiggøre den.
"Som du vil." Trods hans modvilje, trak Peter på skulderen og gav sig til at rulle sit narkotiske forråd bestående af 200 cigaretter, på den røde rullemaskine. Enkelte joints blev lavet som en form for garniture. "Lidt classy, har man vel lov at være." plejede han at sige med et ironisk smil på de krakelerede læber.
Jeg greb min læderfrakke, og bevægede mig anspændt mod døren. Inden han kunne nå at spørge mere ind til brevets indhold, var jeg ude af døren.
Jeg var bange for indholdet. Mere end jeg kunne forklare til Peter. Mere end jeg kunne forklare mig selv.