Dørene knirkede så det rungede helt ind i knoglerne på en. Hovedet dunkede hårdt og sveden blev fjerne med en klud. Feberen var et helvede.
"Jeg er her nu. " Han stod i døren, stukket af i smug fra sin post for at se mig.
"Du er her, ja. " Jeg sendte ham et smil. Hans ansigt var i chok.
"Jeg har aldrig set dig være syg før. Er du okay? " Spurgte han og satte sig på sengekanten.
"Det er snart tid. " Hviskede jeg og lagde mine hænder foldet sammen på maven. Ha nikkede og så nervøs ud.
"Jeg skal nok være her. " Sagde han med en trist mine.
"Nej, du skal ikke være her, min egen. Det er ikke din pligt. " Jeg løsnede min hånd og lagde den på hans kolde kind.
"Du skal beskytte os alle, som du altid har gjort. Det er din mission. "
"Hvorfor vil du ikke lade mig blive her? " Spurgte han med sorg i stemmen. Jeg måtte kigge væk. Feberen havde ikke snydt mine følelser. Den havde forstærket dem, og det var som om at alle min knogler blev knust til støv, af at skulle sende ham væk igen.
"Hvorfor er du sådan her? " Hans tag om min hånd blev hårdere. Det gjorde ondt, men ikke lige så meget som resten af kroppen. Jeg måtte knuge så hårdt jeg kunne tilbage.
"Fordi jeg elsker dig, og jeg vil du lever dit bedste liv, og det kan du godt uden mig. " Tårerne rendt stille ned, min hals var tør, og jeg kunne ikke hulke, men hostede i stedet.
"Vil jeg aldrig se dig igen? " Spurgte han og så på mig med tårer i øjnene. Jeg havde aldrig set ham græde før.
"Det skulle aldrig være os. Men Norden giver dig mere end du kunne bede om. " Svarede jeg med et smil. Han knugede min hånd igen.
"Kan du nogensinde tilgive mig?" Hulkede jeg.
"Nej... Nej... vær sød at blive her." Snøftede han og holdte min hånd på hans kind.
"Men elskede... du kan kun beholde en af os, tag vores kærlighed fra mig." Han satte sig helt op til mig og trak de mange tæpper af mig. Maven var blev stor og han lagde begge hænder på.
"Det er enten mig eller barnet. " Hviskede jeg. Han knugede sine hænder sammen.
"Elsk vores barn, vær sød. Jeg er nødt til at dø, for at give liv. "