Fra tilskuertribunen iagttog jeg min bror. Omtrent trehundrede øjne hvilende netop nu på ham. Han var høj, veltrænet, lyshåret og en anelse bleg. At se på ham var som at se sig selv i spejlet.
Men under huden var vi dog forskellige. Min bror havde været den modige. Vovehalsen. Det betød meget for ham at vise sig overfor andre. Smart i en fart, jovist det var han. Jeg tror rent faktisk også godt, at han kunne lide suset. Det måtte trods alt give en for form kick, når man var i frit fald 10 meter over vandets overflade, velvidende at en lille forkert bevægelse kunne medføre en dødpinende maveplasker.
Han trådte tre skidt tilbage på vippen. Og jeg holdte vejret. Så kom tilløbet, afsættet, efterfulgt af en dobbeltsalto med skue. Lige inden vandet ramte ham strakte han kroppen ud og ladte i et perfekt hovedspring. Tilbage sås kun en lille fin række af bølger i vandet.
Jeg bliver både lidt bitter og stolt, da hans hoved titter frem over vandets overflade og han rækker hånden i vejret. Publikum bryder ud i en klapsalve. Nogen gange tænker jeg "Gid han kom rigtig slemt til skade!". Jeg ved det er forkert, og nogen gange tvinger jeg mig selv til at lade være med at tænke på det. Men drømmen fortsatte altid. Mine forældre vil sige til mig "Hvor er du en fornuftig dreng Jakob. Godt at du ikke kaster dig ud i sådanne dumdristigheder som din tvillingebror. Hvad skulle vi dog have gjort uden dig?" Sådan kan jeg godt gå og drømme ind i mellem, lige indtil virkeligheden rammer mig.

Når vi, min bror og jeg er på ferie ved vandet, skriver jeg nogen gange min anden store drøm i sandet. Min drøm om at blive en vaskeægte medajlesluger. Men så kommer bølgerne.




...
De tro ord: medaljesluger, bølge, tvillingebror