Benjamin tabte studenterhuen, idet de drejede om hjørnet til Sofies hus. 'Hey, stop! Min hue!'. Usikker på benene hoppede han ned fra hestevognen og fik fat i huen. Stolt, men noget klodset, fik han sat den på plads igen. I haven var der disket op med lækkerier: Øl, punch, pølsehorn, salater, og der var også gang i grillen. "Uhm, hvor ser det dog fuldstændig fantaaastisk ud!", udbrød Benjamin og kastede sig over mad og drikke.
Sofie så bekymret på ham. Hvorfor skulle han også altid drikke så meget?! Selv her på deres store dag kunne han ikke styre sig! Sofies hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og hun måtte tage en dyb indånding for at hendes følelse af luftmangel kunne forsvinde. Men stemningen hos de andre var høj, og de skrålede i vilden sky.
Benjamin havde klaret sine eksaminer langt bedre end forventet, og det så ud til, han ville kunne komme ind på sit drømmestudie: Medicinstudiet. Han gik rundt i en lykkelig rus, men væltede pludselig et par stole. "Alles klar, super geil, ingen problem", var hans reaktion, og han kom hurtigt op at stå igen. Sofie sukkede, men rejste stolene op med et skævt smil. Det skulle nok gå. I København stod lejligheden og ventede på dem og deres møbler, og de skulle bare have det så fint.
Hun tænkte på det fine sengetæppe, hun forleden havde set i Ikea-kataloget og skrev det på sin indre huskeliste. Hvor blev det dog SKØNT at få sit eget og at være fri for moderens omklamrende og evigt bekymrende omsorg. Og Benjamin skulle da også have lov at give den gas her på den store dag! Matematik havde været deres sidste fag, og det var så vildt - tænk, at de havde klaret det. De havde terpet sammen intensivt i en uge, helt uden skænderier og især helt uden, at han drak. Han var så sød. Så humoristisk, og...Sofie blev afbrudt i sin tankerække. De andre råbte og skreg. "Hvem kan finde sin mobil?", "Ring nu for fanden! Jeg tror, han er bevidstløs". "NEJ, ikke til lægevagten, din kæmpeklovn. Ring 112!! NU!!" Sofie så over mod æbletræet. Benjamin lå livløs i skyggen under det.