Nemme penge.
De havde løbet i noget der mindede om en evighed, løbet til hendes ben havde truet med at give op. Gyden var et noget nær perfekt skjulested. Stanken fra de overfyldte cointainere sørgede for at ingen, som ikke absolut behøvede det, bevæge sig derind. Deres ensartede matsorte påklædning: Skihuer, rullekravetrøjer, tætsiddende leggings og klatresko, fik dem til at glide i et med mørket, og gjorde dem næsten usynlige. Nu behøvede de kun at vente, vente til faren var drevet over.
”En pistol, Daniel, en fucking pistol? Hvordan i helvede kunne du være så dum, at tage en pistol med på et job?” Camilla stemte hænderne i gulvet, og trak op i en lidt mere opretsiddende stilling. Smerten i hendes højre side blussede øjeblikkeligt op, og hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at skrige. ”Røvhullerne skød mig, fordi du absolut skulle stå og vifte med den.”
Daniel sad med bøjet nakke, og blikket stift rettet imod den lille pakke som lå imellem hans sko. Vokspapiret var brunt af ælde, og den lille bommuldsstrik som var bundet om pakken, havde sikkert engang været hvid.
”Det er ikke en pistol, det er en revol…”
”Jeg vil da skide på om det hedder en pistol, eller en revolver, Daniel … De skød mig!”
Daniel løftede langsomt hovedet. Hans blanke øjne var blodsprængte, og hans ellers så kønne ansigt var stribet af snot og indtørrede tårer.
”Vi skulle bare ha’ taget de skide titusinde, som var aftalen, Mille!”
Hans stemme var fastere denne gang, næsten trodsig. Camilla kiggede væk. Ideen om at kræve ekstra betaling for pakken havde jo været hendes egen.
Mændene der bestilte jobbet, havde begge to båret jakkesæt som kostede mindst lige så meget som det de var blevet tilbudt. Hvad ville titusinde ekstra overhovedet betyde for dem?
Hun havde ændret ordlyden i beskeden, mens de ventede på taxaen. Tyvetusinde kroner, hvis ikke den lille pakke skulle forsvinde i posten. Det havde virket som en god ide… Dengang.
”Undskyld, Daniel.” Mumlede hun grådkvalt, og rakte ud efter hans hånd. Den lille bevægelse sendte nye bølger af smerte og kvalme, rullende igennem hendes krop.
Camilla hostede. Tak, tænkte hun lettet, og smilede da hun mærkede hans hånd lukke sig om sin.
”Jeg fryser ikke længere, skat.”