Det ramte midt i hendes hjerte. Hans blik. Et lidenskabeligt blik, fyldt af en uendelig ømhed. Kun til hende. Lykkefølelsen var overvældende, og han fyldte alt i hende. For lidt siden havde de ligget helt tæt. Så tæt, at hun næsten ikke havde vidst hvilke arme, der var hans og omvendt. Og der var ingen trusler. Ingen angst ligesom dengang… Caroline gøs uvilkårligt ved tanken og holdt fastere i Simons hånd. De gik hånd i hånd, mens fontænens melodisk boblende springvand, Roms intense lyde af snakkende, fotograferende mennesker og bilernes dytten omfavnede dem.
Skæbnen havde bragt dem sammen, og hun elskede ham. Skæbnen.. hvor det lød! Lidt for meget af Hollywood. Ikke desto mindre var det hendes virkelighed. Hendes elskede Simon var inkarnationen af selve heltenes helt. Og han kaldte hende ’min prinsesse’. Ren Hollywood, om Caroline ville det eller ej. Mest af alt fordi Simon forstod hendes til tider ret forvirrede sind, og alligevel (eller måske netop derfor?) elskede hende betingelsesløst. Hun smilede til ham, og de lo sammen på en måde som kun elskende kan.
Pludselig blev Roms smukke lyde forvandlet til en foruroligende larm. En for længst glemt skræmmende følelse bredte sig indeni hende, efterhånden som hun så flere og flere løbe skrigende væk. Hvad skete der? Hun så sig desorienteret omkring, mens Simon forsigtigt gik over mod fontænen for at undersøge, hvad der foregik.
Da Caroline igen vendte sig om, stivnede hun. For dér kom han fra dengang.. hvordan havde han kunnet finde hende? Hans målrettede gang lød truende, og da hun så, hvad han holdt i hånden, forstod hun forfærdet tumulten omkring sig. Hun måtte væk. Nu! Hendes bevægelser og hendes stemme frøs imidlertid til is. Hun kunne intet gøre. For hans blik var rettet direkte mod hende og kun hende, og det holdt hende fast som en statue på en sokkel. Ligesom dengang fra længe siden.
Med ét stoppede han, og alt andet stoppede i en form for afventende stilhed. Caroline kunne mærke tårerne på sine kinder. Han smilede iskoldt. Langt væk hørte hun sin elskede Simon råbe ’NEJ!!’, mens hun forstenet så lige ind i pistolens munding. Skuddet kom præcist. Det blev hendes skæbne. Det ramte midt i hendes hjerte.