Han vågnede ganske langsomt.
Det var som at komme op af vandet efter et lang, dybt dyk. Tåget og flimrende bevægede lyset sig ned i ansigtet på ham.
Lydene kom hvirvlende i et inferno af buldrende overtoner. Og efterhånden begyndte han at få lidt hold på hvad der skete omkring ham. Han lå på operationsbordet. Det var temmelig koldt, og han havde en stærk trang til at trække det tynde klæde der lå over hans ben højere op.
Han kunne høre sygeplejerskerne mumle sammen henne ved den fjerneste væg.
" Jeg kan ikke døje ham" sagde ene. " Han er så højrøvet at det er helt til grin"
Hun raslede med nogle instrumenter der åbenbart skulle ligge i en helt bestemt orden i en bakke.
" Igår skabte han sig helt vildt under operationen, fordi han ikke blev duppet på panden helt automatisk"
De fniste henrykt.
" Hørte du hvad der skete til julefrokosten? ? Med ham, og hende den lille finke til Bodil fra Røntgen?"
Det var åbenbart noget meget morsomt og sjofelt, for de nærmest spruttede.
Han lå og følte sig helt udsat for et overgreb. Han vidste bare ikke rigtig hvad han skulle: Skulle han gøre dem opmærksom på at han kunne høre hvad de sagde? Det var simpelthen pinligt!
Han valgte at blive liggende helt stille og vente til de holdt op af sig selv.
" Shhhhy.. Nu kommer han"
De fik rigtig travlt med at rasle med alt deres værktøj ovre ved bordet. Han var sikker på at det var den person de havde sladret om der kom nu.
Døren gik op, og han kunne høre bestemte fodtrin der skridtede hen over gulvet.
" Er patienten klar" Stemmen var meget myndig, og det tydede på en mand der var vant til at have kommandoen.
" Ja" Svarede sygeplejerskerne som med en mund.
Han kunne mærke at lægen stod lige ved siden af ham. Han ville kigge på ham men kunne ikke...
Panikken bredte sig i hele hans krop. Hans hjerne arbejdede på højtryk. Hvad var det der skete?
Nu kunne han pludselig huske at han havde fået en indsprøjtning, og at sygeplejersken havde sagt: " Sov godt"
Han ville åbne munden og sige noget men kunne ikke....
Han prøvede at blinke med øjnene men kunne ikke....
Han kunne tydeligt mærke lægens hånd der ligesom forberedte det snit fra skalpellen der ville komme om et øjeblik...
Han skreg... lydløst