Når fortiden indhenter

MacGuffin

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie som tager udgangspunkt i en ting eller et plotelement som har betydning for personen/personerne i historien. Som forfatter skal du ikke afsløre det præcise indhold, som fx kunne være indholdet i en kuffert eller en speciel æske. Denne ting eller element har kun til formål at binde historien sammen, men må samtidig gerne gøre læseren nysgerrig efter at vide mere. I mange tilfælde er elementet udefineret og helt åbent for fortolkning for læseren - det kan så at sige være alt muligt, brug fantasien. Det skal dog være en fysisk ting, og hverken en følelse eller oplevelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Begrebet MacGuffin stammer helt tilbage fra Hitchcocks tid, og er blevet benyttet i et utal af spillefilm gennem tiderne, specielt spændingsfilm og gysere.

”Hvorfor er det så vigtig?” spørger han med rynkede bryn.
Forstår det stadig ikke. Det gør jeg heller ikke selv. Ved bare det er vigtig. Vores fremtid afhænger af det.
”Det er fortid,” siger han med en let latter.
”Det er ikke fortid. Det er vores fremtid,” siger jeg med en stemme, der er rusten af ikke at være brugt.
”Jamen, kan det ikke være ikke være ligegyldigt hvad æsken indeholder?” spørger han panikslagen. Jeg ryster på hovedet.
”Vil du så?” han fuldfører ikke spørgsmålet.
Kigger bare på mig.
”Er vi taget herop for at grave det op?” spørger han.
”Det sagde du ikke noget om,” hvisker han halvkvalt.
”Jeg troede det var for at se huset,” siger han.
”Det var det også,” siger jeg udglattende.
Har ikke lyst til flere diskussioner. Gulvet giver sig under mig, beklager sig.
Jacob prøver at gribe fat i min arm.
”Det kan du ikke, Sofie,” siger han.
”Det er gravet ned, for ikke at lave mere skandale i familien,” hvisker han.
Jeg hører ikke efter, men går gennem stuen og ud i den lille gang. Lyset fra stuen, giver uhyggelige skygger på væggen. Får fortiden til at vende tilbage.
”Hvad nu hvis det er rigtigt, alt sammen?” spørger han.
Hans ansigt er askegråt og øjnene opspillede. Håret er i uorden, som jeg bedst kan lide det. Der er ingen grund til at holde ham på pinebænken.
”Så kan vi ikke fortsætte med at være sammen,” min stemme knækker over.
”Hvorfor?” han er lammet.
”Det ved du, lige så godt som jeg,” siger jeg stille.
Kigger på mine negle, og undrer mig over glimret på dem. Mine store stilethæle, som ikke hører hjemme i en mudret have på denne tid af året.
”Vil du gå derud og grave det op nu?” spørger han.
Jeg nikker.
”Det kan du ikke, Sofie. Du kan da i det mindste give mig i aften. Sov på det.”
”Jeg kan ikke leve uden dig,” han stiller sig foran døren.
”Selvfølgelig kan du det,” siger jeg.
Gør mig kold og uopnåelig. Men det er for hans skyld.
”Farvel Jacob.”
Luften udenfor er frisk, og gør mig klar i hovedet. Jeg er nødt til at grave den æske op, som vores mormor gravede ned. Jeg stikker skovlen i jorden, og begynder at grave.

Skriv kommentar

Besvarelsen Når fortiden indhenter er publiceret 24/10-2009 10:21 af Lise Jensen under skriveøvelsen MacGuffin.
Version 1 - 24/10-2009 10:21
Besvarelsen er på 382 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

15 år siden
#1 Mogens Sørensen (Mons1957)
Hej Lise, det fungerer fint som en McGuffin, noget i en æske, der er gravet ned og som så sætter gang i en konflikt og et psykologisk spil mellem de to personer. Det er meget baseret på replikker, det kunne måske bryde monotonien med noget mere handlingsbeskrivesle ind imellem, men replikkerne går til gengæld rapt afsted. VH Mons
15 år siden
15 år siden
#2 Gitte Morsund
Der er noget udefineret, som er gravet ned - altså er det fysisk.
Det har tydeligvis betydning for de to HP.
Og det binder historien sammen / er afgørende for handlingen fra start til slut.
Dermed er kravene til skriveøvelsen opfyldt.

Men ud fra dialogen "så kan vi ikke fortsætte..." og særligt bemærkningen til slut "som vores mormor" synes jeg alligevel at ane, om ikke den præcise art af det nedgravede så dog hvad det vil fortælle.

Ideen er god, replikformen forfriskende - men jeg synes du "giver for meget væk".

/Gitte
15 år siden
15 år siden
#3 Benno
Der snakkes for meget, og det bliver lidt kedeligt - for min smag.

vh. Benno
15 år siden