Lystofsrørene blinkede og lyset skar i mine trætte øjne. Gudskelov for supermarkeder der har døgn åbent, især når man står med vedvarende tømmermænd og en ustyrlig lyst til chokolade. Der er helt stille, og da jeg pludselig for en umiskendelig følelse af at blive betragtet, kigger jeg op og får et chok. Foran mig tårner der sig en høj mand frem. Der er noget ved ham, der får mig til at standse helt op uden at kunne bevæge en muskel. Han læner sig ind over mig, mens han tager et dybt åndedrag, som om han prøver at opsuge selve min sjæls essens i en enkelt vejrtrækning. Alt ved ham alarmerer mig, men alligevel tager jeg mig selv i at stamme
"Hvem er du?"
Hans mørke øjne glitrer faretruende bag ved det halvlange mørke sjuskede hår, og hans læber kruser i et smil der afslører de usædvanligt skarpe tænder, og han griner lidt for sig selv som af en indeforstået joke.
"Din skæbne".

Mine øjne glipper let, og jeg prøver at finde ud af hvad der er op og ned, men skabningen er forsvundet. Jeg ligger på det hvide gulv, og da jeg har vænnet mig til det skarpe skær fra lamperne lige over mig, ser jeg en ung dreng, der bøjer sig over mig med et på en gang forvirret men også bekymret udtryk.
"Er du okay?" Spørger han, mens han vifter sin ene hånd foran mit ansigt.

Jeg retter mig op og forsinkrer ham om, at jeg har det fint, undskylder og skynder mig ud af forretningen. Pinligt! Jeg må stoppe med at se alle de vampyr film. Jeg ryster lidt på hovedet over min egen dumhed, og skynder mig over vejen. Men jeg mister dog stadig ikke følelsen af at blive forfulgt og ser mig tilbage, men uden grund, der er ingenting. Endelig når jeg hen til min egen opgang, og da jeg har fundet mine nøgler frem, kigger jeg en sidste gang over skulderen. Jeg kunne sværge på at der var en skygge? Men da jeg kigger efter igen er der intet. Mig og min fantasi.