“Den ligger på bunden,“ lokker sivene. “Du skal bruge den,“ tilføjer søens bølger og griner hånligt af ham.
Han ved godt, at hverken siv eller bølger kan tale. For han er sytten år og har for længst fundet ud af, at sindet kan lege med en, når man er træt og bange. Når der så er noget, man skal bruge, kan sanserne finde på at drille for alvor. Og stemmerne lyder så virkelige. Men han vil ikke høre på dem. Han presser hænderne mod ørerne og lukker øjnene.
Men sanserne vil stadig lege. Bag de lukkede øjenlåg ser han en kvinde med langt hår, der bølger som hvede og har samme farvespil.
“Jeg elsker dig, “ hvisker Freddy. Kvinden smiler mens hun gumler på et bær. En stribe lilla saft siler ned over hendes hage. Det ser pudsigt ud. Kært.
Han vil ikke åbne øjnene. For så forsvinder hun.
Billedet krakelerer alligevel. Modvilligt åbner han øjnene.
Bare han dog kunne få fat i den magiske dråbe, men han ved jo ikke præcis hvad det er for en ting. Måske er det bare et eventyr?
Vinden rusker i hans hår. Den puster kulde mod kinderne og gennem kroppen, så han ryster. Kulden slår også ind mod ham fra den sten han sidder på. Det er vel bedst at gå hjem for at sove? Hvis den magiske tingest virkelig findes, er den nok et helt andet sted. Historien fortæller jo, at den blev kastet i en sø mange mile her fra og grebet af en hvid and.
Han rejser sig, men tøver og går ingen steder.
Et langtrukkent skrig flænser luften omkring ham. Nu skal han sætte i løb. Enten for at komme væk eller for at finde ud af hvad der sker. En stemme hvisker det til ham, men han bliver bare stående. Hans ben vil ingen steder.
Ørerne opfanger en ny lyd fra sivene, men det varer alt for længe, før hans hjerne får besked, om at det er skridt.
Det funkler og gnistrer i en kaskade af orange.
En kvinde griner til ham i skæret fra en fakkel. Rødt hår flammer om et diabolsk fjæs.
“Den er på bunden af søen,” siger hun og hendes stemme er både varm og kold. De grønne øjne lyser opfordrende, før hun vender sig og peger mod søen. Som om han er dum. Eller som om hun ikke tror på, han elsker kvinden, han tænkte på før.
Som om hun ved alt, fordi hun ved, at hans elskede er i fare.
Tavst går han frem mod søen og træder ud af skoene. Det lave vand slår koldt mod hans fødder og ben.
Om lidt er han på dybt vand.