Peter snupper jakken fra knagen i forbifarten. Han nåede et hurtigt bad, men synes allerede at han lugter af sved igen.
Han trækker døren i med venstre fod, mens han haster ud, med syltetøjsmaden i højre hånd. Han vender sig for at låse, men kan ikke finde nøglen. Typiskt. Den ligger i den anden jakke. Frustrationen bobler i ham. Han griber i dørhåntaget for at løbe ind igen. Døren er låst! Han har smækket sig ude! Endnu et problem oven i den hastigt voksende stak af problemer. Nå. Dét problem må vente til senere, afgør han.
Venstre arm kommer i jakkeærmet, mens han holder maden med tænderne, og løber mod stoppestedet. Pokkers også! Der dryppede syltetøj på slipset. Han må holde jakken knappet hele dagen. Han sparker arrigt til en bold, der ligger på stien. Den stryger ind over hækken. Åh nej. Adrenalinet stormer gennem hans krop. Terassedøren! Han forventer at høre det store glasparti splintre, men der sker ingenting. Han hører intet.
Da han har fået højre arm igennem i ærmet, kigger han på klokken. Han kom alt for sent op, men bussen burde ikke være kørt endnu. Han runder hjørnet og kan se over på læskuret. Der er ikke et menneske. Han stopper og ser sig om. Pokkers også. Arrigskaben raser i ham. Han føler sveden pible frem på panden. Han får lyst til at råbe og skælde ud.
Han kigger med uklare øjne endnu en gang på klokken. Bussen skulle for pokker da ikke være kommet endnu. Hvor er så alle de folk, som plejer at stimle sammen på dette tidspunkt. Stimle sammen, så man føler sig som et stykke afskåret pålæg i en vakuumpakke. Kæmpende om at komme først ind i bussen.
Peters indre er i oprør. Langsomt opstår der en accelererende kamp mellem den forrådtes raseri og den tvivlendes angst.
Der er ikke et eneste menneske at se. Ingen biler. Ingen bevægelse. Der er ingen lyde. Ingen motor, ingen fugle, ingen nogenting! Der er heller ingen farver, opdager han nu. Det hele er sort/hvidt, badet i et underligt lys. Angstens sved perler nu ned ad ryggen på ham. Han ryster over hele kroppen. Det føles som halsen bliver snærret sammen. ”Er jeg mon død?” når han lige at tænke, inden han knækker sammen og alt bliver sort.