Jazzmusikken spillede i baggrunden, ikke højere end at jeg sagtens kunne opfatte brudstykker fra samtalerne rundt omkring, når jeg spadserede gennem min stue. Det havde jeg efter hånden gjort et nogle gange, i håb om at nogen ville inddrage mig i deres samtale, men de så ikke ud til overhovedet at registrere min tilstedeværelse. Når jeg forsigtigt stak hovedet ind i en af de små lukkede kredse og forsøgte at komme i tanker om noget interessant at fortælle, fik jeg bare de der misbilligende blikke, der sagde, at jeg ikke hørte til der. Det var jo også sandt nok.
Jeg fortrød, at jeg havde lagt hus til arrangementet; det tvang mig til at blive her.
Jeg nippede til min drink og så mig om efter Lisbeth. Der. I den anden ende af lokalet, hele receptionens centrum. Hun var smuk, tænkte jeg – ikke for første gang. Hun havde altid været hende, der fyldte alle familiealbummene. Jeg hørte hende le højt. Så sagde hun et eller andet og forlod den lille gruppe. Jeg forsøgte at se travlt beskæftiget ud, studerede grundigt mit vinglas, i håb om at hun ikke ville komme og snakke med mig af ren og skær medlidenhed. Men jo. Med sine lange, elegante ben gik hun hen imod mig. Folk kiggede efter hende, alle ville gerne snakke med Lisbeth. Værtinden. Talentet. Men hun kom hen til mig.
Jeg fremtvang et smil.
Hun stillede sig tæt på mig og sagde lavmælt:
” kan ikke lide at se dig stå helt alene. Vil du gerne have, at jeg præsenterer dig for nogle?”
”Nej, jeg hygger mig. Fint. Ellers tak.”
”Okay. Men jeg vil lige gå over at hilse på Stella og Ernst, kan du huske, jeg fortalte dig om dem - fra børneteaterrevyen sidste år?”
”Ja, jeg kan godt huske dem.” Det kom til at lyde en anelse for irritabelt.
Lisbeth fornemmede min panik for igen at skulle stå helt alene, og hun trak vejret dybt og spurgte:
”Sanne, vil du gerne have, at jeg bliver stående her?” Det var et tilbud. Selv om det ville ødelægge hendes dag, ville hun gøre det for min skyld. Hun ville ofre sig for mig. Min Lisbeth. Jeg ville grædende fortælle hende at hun skulle blive, at hun aldrig måtte forlade mig. Men jeg kunne ikke. Jeg rettede ryggen og sagde:
”Selvfølgelig ikke. Nyd du bare dagen. Du ser i øvrigt fantastisk ud!”