Det har regnet. Hvert et blad er vådt, og skoven dufter af regn. Jeg indånder den friske, rene luft, nyder synet af de klare, dansende forårsfarver. Jeg føler mig fri. Mine fødder er ligesom ikke længere bundet til den fugtige jord.
Jeg lukker øjnene, men kan stadig se de grønne bøgetræer lige så tydeligt, de tårner sig op over mig – men jeg vil altid være højere. Jeg vil altid være friere. Mere levende.
Jeg spreder mine vinger ud, åbner op for en verden af nye muligheder. Jeg lader lykken bære mig hen over trækronerne.
Alting er så stort. Meget større, end jeg nogensinde havde drømt om. Større end livet og døden. Større end noget, jeg kan håndtere. Jeg er blot en prik, en lille, usynlig prik i et kæmpe mønster. En prik, som måske snart bliver visket ud?
Jeg tager en dyb indånding, men der er så meget luft… det hele virker pludselig uoverskueligt. Jeg er alt for højt oppe, alt for langt fra den faste skovbund. Vinden kaster mig rundt, jeg famler efter noget at gribe fat i, noget jeg kan støtte mig til. Men der er intet.
Hvad jeg troede var en verden af muligheder, har vist sig at være en verden af kaos, og den er ved at sluge mig.
Panisk åbner jeg øjnene, og jeg hører mine egne løbende skridt og ekkoet af mit eget skingre skrig. Omkring mig virker træerne skræmmende høje.
Jeg føler mig lille og ubetydelig.
En sanglærke sidder på en gren og synger. Den lyder ikke til at have i sinde at stoppe foreløbig. Sikke en stemme, på trods af størrelsen på det lille væsen. Måske er det i virkeligheden lige meget. Måske er størrelsen på min fysiske eksistens slet ikke vigtig – jeg er her. Lige her og nu, i den friske skov blandt bøgetræerne, hvor en varm stråle af lys netop rammer mit ansigt, solen er så småt begyndt at komme frem. Jeg ser mod himlen og lukker øjnene, men jeg kan stadig se lyset. Jeg træder ind i det, går i et med det…