En tidlig tirsdag morgen trådte Karl-Georg ud på dørtrinet og missede mod den frembrydende sol. Der var frost i luften.
Karl-Georg kastede et kort blik hen på carporten, hvor der for ikke så længe siden havde stået en volvo. Den havde de måttet sælge, da han blev fyret fra stålværket. Men heldigvis kunne de da beholde parcelhuset, der lå i et pænt kvarter. De var vel ikke tabere, sådan som hans svoger, Børge, og hans samlever. De havde været på kontanthjælp i årevis, og han var blevet nødt til at fortælle myndighederne om alt deres rod.
Børge havde truet med, at hvis han nogensinde opdagede, hvem der havde henledt myndighederne opmærksomhed på ham og hans familie, så skulle de nok få en etværelses lejlighed. Med en lille, nem have. Og med låg.
Ha, fnøs, Karl-Georg, den taber turde ikke gøre alvor af truslerne. Og han kunne vel heller ikke opdage noget?
Karl-Georg åbnede lågen. Den gled lydløst på velsmurte hængsler. Ovre ved genboens hæk stod sure, fede hr. Olsen.
"Kunne du ikke bare skride?" foreslog Karl- Georg dæmpet og regnede egentlig ikke med svar, men der lød et hånligt: "Mja-a-eh." Det fede væsen strakte sig og sneg over mod ham, med blottede tænder og øjne, der brændte som ild.
Karl-Georg frøs fast til fortovet. Hr. Olsen tissede på hans brune Ecco-sko. Og først da væsnet fjernede sig med halen højt hævet, tænkteKarl-Georg, at han skulle have sparket den forbandede, gamle taber-kat.
Et ordsprog sagde, at hunde (og katte?) forrettede deres nødtørft på taberne. Eller noget i den stil. Det løb Karl-Georg koldt ned ad ryggen.
Han blev aldrig taber. Om lidt bragte bussen ham til Jobsøgnings-kurset og snart fik han nyt arbejde. Det her med kontanthjælp var jo kun en periode. Skulle han måske have ladet sig tvinge i fagforening?
Skulle han skifte sko? Nej, så kom han for sent, og det blev noteret som uvilje til at finde arbejde.
Karl-Georg begyndte at løbe, men noget pustede ham i nakken. Han snurrede rundt og opdagede en lille sky. Som ånde fra et varmblodet væsen i frostvejr.
Pjat. Vredt afviste han synet og satte farten op.
"Med låg!" hviskede skyen og små dråber stænkede ham i nakken, mens lugten af urin bølgede fra skoen og ind i hans næsebor.
"Prøv det selv," hviskede det sidste stænk.
Karl-Georg stoppede op.
Og stirrede fortabt på bagenden af bussen.