Morgenmad i stilhed, som sædvanlig. Tid til at samle tankerne. Og denne morgen var ikke anderledes end så mange andre morgener. Ikke på det punkt i hvert fald. Mælk (den havde gemt sig bag juicen), havregryn (pakken var tom, og du noterede, at du skulle huske at købe en ny) og kaffe; og du vidste hvad det næste kvarter skulle gå med: tygge og synke, og tænke over dagen forude.
Børste tænder. Hurtigt brusebad. Barbering. Hoppe i tøjet -- den ene sok havde forputtet sig under sengen. Heller ikke på det punkt var denne morgen anderledes. Eller. Måske. Alligevel. Mens du børstede tænder, ventede du på, at naboens familie skulle begynde at larme. Musik og nyheder fra køkkenet, naturligvis med åbne vinduer. Ungerne for fuldt blæs, rundt i hele huset og haven. Bilen ud af indkørslen. Men der kom ikke rigtig noget i dag. Måske var de på ferie? Var de der i går? Jo, det var de da -- du hilste på hende, da du selv tog på arbejde.
Men du var alligevel ikke urolig. Så meget betød det heller ikke.
Og så endelig afsted på arbejde. Selvom du checkede postkassen, låste døren og rettede på dørmåtten, var du næsten på pinden allerede. Der skulle køres nogle store opdateringer i dag, og det var vigtigt de skete i den rigtige rækkefølge. Og det var også vigtigt, at systemet kun blev lukket et kvarter i frokostpausen. Var der sendt email ud til alle, om de uregelmæssigheder, der ville blive? Du var dybt i tanker, mens du gik hen ad fortovet, hen til hvor 4A havde stoppested.
Og det var nok der, det for alvor gik op for dig, at noget var galt. Der var ingen andre, der ventede på bussen, selvom himlen var overskyet, og det kunne begynde at regne når som helst. Der var ingen andre på fortovet, faktisk, og heller ikke på det andet fortov. Der var ingen cyklister, ingen bilister, og slet ingen busser.
Endelig gik det op for dig, at denne morgen ikke var som alle andre.