Dengang Alice var lykkelig, det var nu længe siden.
Som hun sad der på kajen og vinkede farvel til efteråret og modtog vinteren med åbne arme, tænkte hun tilbage på dengang, hun var lykkelig. Dengang Alice Aabjerg Jespersen var direkte, helt igennem lykkelig.
”Alice, Alice!” Victors stemme lød muntert, mens han søgte efter hende udenfor hulen de sammen havde i skoven. Hulen de havde haft siden de var små og kun venner. Kun venner. Det var alt sammen længe siden. Nu var de store, begge 16 år og ”bare venner” fandtes ikke når man var seksten år, hormonel og dreng, pige. ”Victor!” kaldte Alice, smilende, hun havde savnet ham selvom det kun var få timer siden de sidst havde set hinanden. Præcist 3 timer og 22 minutter siden de havde fået fri fra skole, de gik i samme klasse, og var fulgtes hjemad så langt de kunne. Så skulle de skilles, hjemme ved Alice ventede mormor med klumpet kakao og tørre boller. Men det var alt sammen lige meget for nu havde hun jo Victor og Victor gjorde alting helt perfekt. Mormor havde kigget lidt underligt på hende med hendes gode humør men ikke sagt noget. Nu sad hun dér i hulen sammen med Victor som nu havde taget hendes hånd meget blidt. Han studerede hendes ansigt, rørte blidt ved hende. Hendes læber, hendes næse, under hendes øjne og kærtegnede hende blidt ved øret. Så kyssede han hende, han havde gjort det mange gange før, men denne gang var det anderledes, mere lidenskabeligt og mere følsomt. Deres tunger fandt hinanden igen, og igen. En underlig følelse skød gennem Alice, hun var klar. Da vidste hun det bare. ”Alice..” hviskede han, mere behøvede han ikke at sige, ”Ja, Victor jeg er klar, åh gud hvor jeg elsker dig!”
Da de vågnede, nøgne i hulen var det mørkt. De fik pludselig travlt, forældrene og mormor ventede hjemme. Hvad skulle de dog sige?
”Victor!” nåede Alice lige at råbe efter ham inden han løb hen til sin cykel,
”Ja?”
”Jeg elsker dig” Alice rødmede ved ordene. Det passede, hun elskede ham virkelig.
Hun gik kort efter ham. Da hun kom op til vejen så hun en bil i grøften og midt i det hele en cykel med en knust person viklet ind i sig. En person hun elskede.
Dengang Alice var lykkelig, det var nu længe siden.