En svulmende spyflue letter fra brødet med blåskimmelost idet han tager den sidste bid. Han ser den ikke, for synet er blevet dårligt de senere år.
Stuen er mørk, til trods for at klokken snart nærmer sig seks. Rullegardinerne gik i stykker sidste vinter, og sommeren over har de hængt slapt ned og holdt solen ude. Nu er problemet glemt. Desuden spærrer de nådigt udsynet til den faldefærdige have, som har knust mandens hjerte i takt med, at han år for år har set den gå til i vildtvoksende ukrudt.
Hansine havde elsket haven. Ikke denne lille firkantede plet græs, selvfølgelig, men deres store have i det gamle, smukke hus – deres hus. Det var for hendes skyld, at han havde indrettet den nye have, der tilhørte den mere ældrevenlige etplans-bolig, med blomster og urtehave. Dengang.
Nu var der ikke kræfter nok. Og det var længe siden, Hansine havde haft brug for persille til sovsen – længe siden hun havde glædet sig over georginernes farver og lavendlens duft.
Han tager den sidste slurk af den bitre kaffe. Koppen har han møjsommeligt udvalgt fra den bunke af uvasket porcelæn, der har hobet sig op i vasken. Med en nogenlunde ren tommelfinder og lidt vand er den blevet ren nok. Der er jo alligevel ingen at imponere; ingen, der kræver og hundser.
Manden gnider sin venstre tommeltot, der snurrer underligt, som havde en lille myre forvildet sig ind under den tykke, rynkede hud og sat sig fast lige under neglen. Han virrer med hovedet og ifører sig udesko og jakke. Han glæder sig til busturen. Morgenturen er den bedste: De første mennesker, der så småt er ved at vogne; mennesker, der forventningsfuldt begynder på en ny dag; mennesker med et mål. Hans mål er blot at høre til. Tage bussen og føle, at også han er et menneske blandt andre mennesker.
Manden træder ud ad døren, men fumler længe med nøglen. Myren i tommelfingeren har øjensynligt tilkaldt en ven eller to, for nu summer også pegefingeren og en god del af håndfladen også. Han får låst. Og møjsommeligt får han lirket nøglen ned i lommen. Manden er forvirret. Han bevæger sig langsomt ud gennem parcelhuskvarteret. De mange venlige lys, fra vinduer, som tilhører familier, der langsomt tager sig sammen, skræmmer ham denne morgen. Han glæder sig til at se den velkendte torsdagsbuschauffør. Armen snurrer, gaden snurrer og manden er forvirret og forladt.