Han åbnede øjnene med et sæt, fuldstændig bevidst om mørket der trykkede sig mod ham. Det føltes levende, næsten som om det pressede mod hans øjenæbler. Håret rejste sig på hans arme, da han rakte ud efter kontakten på sengelampen. Den reagerede ikke. Med en ildevarslende fornemmelse forlod han soveværelset. En vindklokkes klimten brød stilheden, idet han passerede. Morgenens grå lys trængte gennem persiennerne og afslørede de hvirvlende støvgran i huset.
Han stod stille og syntes i det samme at høre hviskende stemmer. Det måtte være vinden der legede med det gamle æbletræ. Den efterfølgende tavshed virkede for kompakt, nærmest afventende. En nagende frygt greb ham som en kold hånd om nakken. Med lange skridt gik han hen til vinduet, hvor blomster af frost lagde sig over glasset. Han bildte sig ind, at han næsten kunne høre den stille knasen.
Frustreret over den dystre morgen, prøvede han at tænde for kaffemaskinen. Den slukkede knap virkede næsten som en hån imod ham. Hvorfor var der intet der virkede her til morgen? Han gik forbi den lille transisterradio og nynnede overrasket, da omkvædet af Bob Marleys 'I Shot the Sheriff' strømmede ud i køkkenet. Da han stod i gangen iført den mørke uldfrakke, fandt han det pludselig svært at forlade huset. En uafvendelig fornemmelse af at komme for sent, bredte sig i hans mave som is. Ude på fortovet trak han automatisk kraven op om ørerne. Dybe vandpytter vidnede om nattens tunge regn. Ved kantstenen drønede en uforsigtig bilist forbi, så vandet stod ind over fortovet i en kaskade.
Da han omsider nåede stoppestedet, begyndte regnen igen. Kolde, hårde dråber faldt hurtigt og skabte et kollektivt suk fra de ventende passagerer. Han prøvede at finde sig en plads under halvtaget, men morgenens vejr havde åbenbart skyllet høfligheden ud af folk. Flere sendte endda urolige blikke i hans retning. Lugten af våd uld hang i luften da bussen dukkede op. Netop som han skulle til at træde op på første trin, klappede de gule døre i. Chokeret stirrede han efter bagenden af bussen.
En bange anelse greb pludselig fat som en krog i hans tarme. Det føltes som om den trak ham baglæns gennem morgenen, mens diffust lys sprang ham i øjnene. Pludselig fandt han sig stående i sit soveværelse, uden erindring om turen hjem.
Det ubarmhjertige lys afslørede hans krop i sengen, geværet og blodet på væggen.
Sandheden pressede sig på.