Jeg kan sagtens se de to personer for mig, hun livlig og udadfarende, han sky og tilbageholdende. Hun fascineret af hans ro, og han tiltrukket af hendes livlighed og energi. Spændingen i det eller de døgn hvor der intet sker, må være at bygge på følelserne og spændingen mellem de to. Ikke så meget ydre handling men så meget mere indre.

Kåemer

Det er svært at svare på med begrænset information, men der opstod lidt idéer, da jeg læste dit oplæg, så dem får du lige med:

Ift. missionen i nabobyen:
Har hun måske en bekendt (ikke en ven!) i nabobyen, som hun har lånt penge og siden fortrudt, fordi han/hun er typen der aldrig har penge længe nok til at betale gæld tilbage? Hun skal bruge pengene inden hun rejser, og derfor kan hun ikke vendte til karantænen ophæves? Han tilbyder hende måske at hun kan få penge af ham, men det vil hun ikke tage imod er en principsag, at den der skylder også er den der betaler. (Måske er han lidt stor af bygning, og derfor perfekt at have med, for at gøre indtryk - ikke at han kunne gøre en flue fortræd).

Måske hun også kan redde ham fra noget. Hvis han er stille og sød og bare følger med, kan han måske indgå i relationer der ikke gør noget godt for ham, eller som udnytter ham (det gør hun måske også lidt?). Ikke noget stort ikke noget der ville ødelægge hans liv, men hun kan sætte foden ned for ham eller stille ham kritiske spørgsmål, der lige er nok til at sætte skub i hans egen måde at se sig selv på. Måske hun bare betragter hvordan han følger med hende og gør hvad hun siger, og derfor bliver irriteret på både sig selv og ham. "Han er mere værd end til bare at følge med, og jeg er da en irriterende type at jeg ikke kan lade være med at udnytte hans type"-agtigt? Det kan give stof til eftertanke for dem begge.

Derudover, kan det så måske være deres veje har krydsedes engang i deres tidlige barndom? (Jeg ved godt hun ikke kommer fra byen, men der opstår jo mange situationer i løbet af barndommen hvor man møder børn der bliver 1-dagsvenner). Noget de opdager i løbet af dagen. En lille ting, men noget, der har gjort indtryk på dem. Hvis hun kommer fra en dysfunktionel familie kan han måske have gjort indtryk, fordi han er den første der har behandlet hende som om hun var mere værd? (Nu kan man jo være en dysfunktionel familie på mange måder). Han kan have været retfærdighedens stemme i en ondsindet børneleg (??), og være den første der plantede den lille spire i hende, der sagde hende, at hun var mere værd, og da det går op for hende, at han er den dreng sætter det en masse i gang.
Jeg tænker selv det nok er for meget, men det kan måske gøres elegant uden at virke sådan? Under alle omstændigheder er opdagelsen af en fælles barndomsoplevelse en genvej til at binde dem sammen, og kunne, hvis det gøres elegant, være en fin rød tråd med to 1-dagsoplevelser :)

Under alle omstændigheder tænker jeg, det er vigtigt at der er ligevægt i deres forhold. Som Kåemer skriver, så har de begge en fascination af hinanden, netop fordi de er modsætninger, og det er vigtigt, at de lærer lige meget af hinanden, at de begge ser nogle værdier ud fra den andens måde at leve/være på - begge har sine fejl og sine styrker og de skal blive tydelige i løbet af det døgn :)

God arbejdslyst!

Tusind, tusind tak for meget nyttige svar!

Kåemer har uden tvivl ret i, at historiens fokus er deres indbyrdes forhold, og at der netop opstår en særlig spænding som følge af deres modsætninger, selvom de samtidig har det tilfælles, at de begge føler sig ret så ensomme og fortabte. Som sagt må handlingen derfor gerne være triviel. Dog skal der jo være en handling. De motiveres næppe til at dele deres følelser, hvis de bare sidder på en café og sludrer hele dagen lang.

Og Michala - det er virkelig nogle interessante idéer! Og tak for et så udførligt svar, det værdsætter jeg virkelig.

Det med, at de kunne have mødt hinanden i barndommen, må jeg lige tygge på. På den ene side ser jeg gerne, at deres liv støder sammen så flygtigt som muligt og uden forhenværende eller efterfølgende møder. Samtidig kan jeg ret godt lide det skæbneagtige over, at de har tilbragt så lidt tid sammen, men spredt over hele deres liv (i romanens del 2 mødes de 12 år senere, og så er der sket en del).

Og det med pengene er bestemt heller ikke tosset. Det er også sjovt, at du nævner det med, at han bliver udnyttet - det har jeg faktisk allerede med i bogen. ;) Hans (eneste) ven Mikey er nemlig ret så selvoptaget, og min hovedperson hænger egentlig kun ud med ham, fordi det nu er sådan, det er. Senere kommer han naturligvis til at indse, at han har spildt sin tid.

Mikey er ret så paranoid ift. sygdommen - jeg har derfor overvejet, om han kunne flygte forbi politiet for at komme i sikkerhed og fx blive fanget og fængslet, hvorefter de to hovedpersoner (med hvilken motivation?) kunne prøve at nå frem til ham. Igen frygter jeg dog, at det bliver for action-redningsaktion-agtigt.

Måske kunne Mikey have en genstand på sig, som de to hovedpersoner har brug for, hvis det kunne vække gode ideer hos nogen? Min hjerne er i hvert fald begyndt at brainstorme igen, så tak for det!