21 år siden

Jeg forsvinder

Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
9 år siden
No name girl
8 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
12 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
12 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
10 år siden
Det er ikke let
Baru
2 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
12 år siden
De første år
Camilla Grub...
11 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
5 år siden
Jeg tror, at jeg forsvinder.
Jeg synes, at jeg kan mærke , at jeg forsvinder.

Når jeg bedøver mig med ydre omstændigheder og banaliteter, kan jeg ikke mærke det.

men dette ene tidspunkt på dagen hvor jeg virkelig er alene på vej hjem fra arbejde i tusmørket, sniger sandheden sig frem, skønt jeg prøver at ignorere det jeg inderst inde godt ved.

Jeg smed de gamle klæder af mig for mange år siden og gav dem til Kirkens Korshær i håb om at de aldrig mere ville komme tilbage.
Men havde jeg istedet købt nogle andre klæder der lignede de gamle på en prik?

Har jeg egentlig forstand på mig selv som jeg går og er så stolt af?
Og hvorfor kan jeg så mærke nogle små prik under huden og i mine kamre de gange jeg er alene med mig selv?

Jeg kan mærke at jeg forsvinder stille og roligt.
Jeg hænger kun fast i mig selv helt ude på fingerspidserne og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde.

Jeg vil gerne være hensynsløs. Jeg vil gerne kunne gøre alle de ting der presser på i mit hoved. Ting jeg drømmer om. Men er man ikke ond, når man er hensynsløs?
Det har jeg altid troet.
Jeg trænger for meget. Trænger for meget til at være alene. Lede efter mig selv igen. Lede efter resterne af den jeg er.
Men jeg giver mig ikke lov. Jeg fylder min verden med overfladiske ting og mennesker som suger alt min energi ud at jeg sidst på dagen ikke har energi til at lede efter mig selv igen.
Orker det ikke...

Og hvorfor?.....

Det har jeg ikke svaret på mere.

Er jeg blevet falsk uden at jeg opdagede det?
Har jeg bare lagt mig til rette på den nærmeste bølge, som har lullet mig ind i en usand tryghed og som har trukket mig længere og længere væk fra mig selv?

Jeg skabte selv sygdommen, så nu må jeg finde kuren.
Jeg kan ikke bare håbe på at den forsvinder af sig selv.
..selvom det gør jeg.

Jeg kan ikke sætte blår i mine øjne mere. Jeg må tænke det hele igennem.
Have det hele ud igen. Og begynde at sætte alt på plads som det var før.
Skabe kaos om til ro.

Jeg må tænke før jeg forsvinder helt...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg forsvinder er publiceret 27/05-2003 22:45 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.