Dagens Top 3 over ærgelige ting:

1. at jeg opdagede at jeg var våd på låret, da jeg rejste mig og hev bukserne op, da jeg havde siddet og tisset. Går nu og tænker jeg enten har siddet i bogholderens tis på brættet eller også har jeg dryppet. Uanset....ulækkert med tis på lår og nu på buks!

2. at jeg vågnede imorges med fine nylakrede negle med hår/dyne-mærker.Lakerede negle som det sidste inden jeg slukkede lyset igår aftes, og lagde hænderne forsigtigt ovenpå dynen, men har åbenbart haft dem oppe i håret, så der er nu fine streger i lakken.

3. at A idag var på hospitalet for at få checket knæ. Jeg havde forudset at 2 ugers nonstop-jeg-klarer-det-hele-for-A-må-ingenting nu var overstået (læs:overlevet), men dommen var, at der er 4 uger mere. Læge pointerede at han IKKE må køre bil, støvsuge og slå græs. De sidste to ting med et skarpt blik på mig! HVAD? Som om jeg var sådan en tarvelig skrap kone der hundsede med sin skadede mand....host!

Det var en top 3 - jeg tror faktisk godt jeg kunne blive ved, men bliver sgu selv alt for træt bare ved tanken om at høre mig selv. Orker ikke mere bøvl om hunde-idioten (som jo jo stadig dagligt sørger for at chikanere/true os).

Bør hellere sætte lidt pris på, at jeg lige nu kan sidde her, når alle de andre er til frokost, helt alene, med en kop dampende "calming tea", musik i høretelefonerne og udsigt til endnu 20 min. for mig selv!

Tid for mig selv er ønsketænkning i disse dage. Jeg har adskellige gange været på randen til skingrende sindssyg!

A sidder i stuen. Humper lidt rundt på sine krykker. OG SNAKKER HELE TIDEN!!

HOLD NU KÆFT!

Jeg kører unger til skole, sport, venner (og ja vi bor så tosset at cykel/bus er umuligt) handler, laver mad, gør rent, vasker tøj, kører bil til syn, skrald på genbrugen, og alt det som han normalt sørger for. Jeg gør det også gerne, men hvis bare han ville ...et eller andet!

Han sidder der og føler sig til overs, så han forsøger at deltage, men istedet bliver det pisse-irriterende og alt andet end en hjælp!

Når jeg står og forsøger at have overblik over rækken af madkasser på køkkenbordet om morgenen og prøver at huske hvem som kan lide hvad, mens jeg råber at en skal børste tænder, en anden skal finde sine sokker og den tredje bare skal stå op (og alt imens jeg stadig er alt andet end vågen og frisk og helst bare vil undgå at snakke) så kommer han humpende over i køkkenet, skal lave kaffe, skal lige til, skal lige snakke, skal lige kilde lidt, og skal lige fortælle at vejret er 10 grader idag!

Jeg er tæt på at kvæle ham! Har pænt forsøgt at spørge om han liiige gider vente 10 min. så er jeg færdig i køkkenet, men næh nej...han skal da have kaffe nu, selvom han har udsigt til timer og atter timer alene i huset!

Opgav det imorges og snerrede: "SKRID NU!"

Et par gange har han været med i bilen, når jeg har kørt en af ungerne til træning (for bare at komme lidt ud af huset), men der var vi tæt på skilsmisse! Han sidder der på forsædet - holder fast i det der morfar-håndtag i taget. Og så har han taget køreskole-lærer-kasketten på:

"Så må du godt give lidt gas"

"Og så holder du lidt mere afstand"

"Nu kommer han ud her fra højre, så lad lige ham komme ind"

"Der er frit, så du kører bare ....og lidt mere, godt, og breems!"

!!

At jeg har lyst til at kvæle ham, er ok lige i øjeblikket, men så bagefter får jeg dårlig samvittighed, for jeg synes jo faktisk det er skide synd for ham.

Indtil han så lidt efter lidt fortæller mig at han har inviteret 2, nej 4, nej...vist nok 6...eller nej...det bliver vist 13 (!!!) gæster til middag! Nåmen....selvfølgelig vil han da gerne underholdes lidt, meen.....jeg laver da lige mad til en snes mennesker når jeg alligevel skal stå i køkkenet! Om det kunne have ventet til han igen var på benene? JA SGU! Om jeg havde ondt af ham dér? Nej jeg hadede nok nærmest lidt....bare lidt!

Æv...nu kommer de tilbage, det var så dagens pusterum. Nu glæder jeg mig så til bilkøen hjem, og ikke mindst til at jeg iaften kan lægge hovedet på puden, skide på om neglelakken er skaldet af, og at jeg har sorte rander under øjenene. Sætte mentalt hak ved alle de ting jeg rent faktisk HAR husket, og så skynde mig afsted til drømmeland!

Lyder det som om jeg bare vil have dagene overstået? Som spild af tid? Måske, men disse dage er bare sådan et overlevelses-togt, at jeg lidt overser de små gyldne øjeblikke!
Man kan vel for helvede heller ikke altid rende rundt og være glad!

M