13 år siden

Man skal da huske at kysse farvel

Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
9 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
11 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
10 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
16 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
10 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
10 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
12 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
12 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
12 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
7 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
10 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
6 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
11 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
8 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
10 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
6 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
9 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Søster Jenna var i fjerns...
Poul Brasch ...
12 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
12 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
6 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
12 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
7 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
11 år siden
..det sagde mellemmanden til mig imorges, da jeg afleverede ham i skolen.

Blev helt varm indeni og tog imod det store snaskede smækkys han plantede på min mund og nød at mærke hans stadig små arme omkring min hals.

Han har så ret.

Dét må vi ikke glemme.

Det er ellers nemt i øjeblikket, hvor teenageren nærmest kun taler i enstavelses-ord til os. Ruller med øjene og mener at vi er de strengeste forældre på hele jorden.

Hvor mindstemanden bliver mere og mere stor og selvstændig og allerede nu virker teenagtig, og så alligevel sætter sig og leger med lego og biler.

Hvor hverdagens stress og jag hiver og flår al energi ud af os - efterlader os med meget lidt tålmodighed og ofte kun en snert af den opmærksomhed som alle har fortjent.

Vi voksne holder os oppe ved hinanden.

Vi læner os og holder ved.

Vi står imod modgang og forsøger at rumme, når vi hver især får nok og raser ud.

Vi forsøger at tale, at læsse af og holde ud. At kæmpe og husker at glæde os sammen når noget lykkes.

En ny skøn kollega er så positiv at jeg til tider bliver hamrende irriteret på hende (nok også fordi hun smasker som en sindssyg når hun spiser) men det er fordi jeg ville ønske at jeg havde hendes lette syn på og tilgang til alting.

Hendes zen-indstilling og hendes lyserøde hverdag.

Vi griner og taler om alt mit mørke forheksede, og vi er enige om, at jeg kan ændre det. Jeg vil også leve lyserødt.

Jeg forsøger - jeg forsøger at tænke positivt. Lægger bekymringerne langt væk til fordel for ønsker og drømme.

Holder fast i drømme, når noget skidt opstår.

Men det er svært.

Svært når der opstår situationer hvor løvemoren må brøle og forsvare sin Simba, når en lærer har rusket hendes blinde barn og skreget ham ind i hovedet. Men løvemor formåede at være meget kontruktiv og formulere en helt igennem reel klage over vedkommende og havde en fin dialog med diverse ledelser og kommuner.

Hun råbte ikke af den pågældende lærer (selvom alt i hende skreg på at ruske læreren mens hun skreg tilbage i hovedet på hende) men hun gjorde det ikke.

Hun rasede og skrev. For det gjorde ondt, men det fyldte ikke så meget som det kunne have gjort oveni alt det andet som er sket for nylig.

Jeg læssede af på A, og fandt i ham en stolthed og støtte som rørte mig.

"Jeg elsker dig så meget, når jeg kan se hvordan du vil beskytte vores børn, og hvor meget du bliver mærket af det".

Det var en kærligheds-sætning som jeg vil huske. Jeg har ellers nemmest ved at huske de dårlige sætninger.

"Er I lykkelige - for I ser sgu så glade ud?" sådan spurgte veninde igår.
Og ja det er vi - mod alle odds.
Så er vi sgu glade for hinanden. Vi forstår ikke altid hinanden. Vi hader nok lidt nogen gange, men kun kort tid.

For vi elsker mere.

Jeg elsker at han kalder på mig en sen aften når han har været ude og lukke for hønsene.

Jeg kommer ud og så vil han vise mig nattehimlen. Han kalder, fordi han ved, jeg elsker det. Fordi han ved jeg vil suse ind og tage kameraet. Så står vi der helt stille og ser på det smukke. Sammen.

Jeg elsker at han kysser vores børn hver dag.

Jeg elsker ham fordi han som jeg glædes over at få sms fra skolelærer med billede af vores søn som nu kan de 4 første bogstaver på punkt. Fordi vi sammen kan føle os stolte over vores børn.

Jeg elsker ham, fordi han elsker mig selv når jeg er grim, træt og alt for østrogen-agtig.

Men husker vi at kysse? Næh..ikke nok, men vi husker at fortælle hinanden, at vi stadig elsker.

"Du och jag Alfred...du och jag Emil"

M

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Man skal da huske at kysse farvel er publiceret 29/03-2012 11:27 af mubsi.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.