Jeg øver mig i disse dage.

Det er altså unægteligt meget nemmere at være mig, når jeg ikke har en masse tanker om, at noget burde være anderledes. Min kæreste f.eks. og den måde han viser sin kærlighed. Hans søn og hans nogle gange "underlige" kommentarer. Min arbejdsindsats. Min spisning. Min vægt. Min søster og den måde hun lever sit liv på.

Udfordringen ligger ikke i at få disse tilstande og mennesker til at ændre sig. Udfordringen ligger i at acceptere alt nøjagtigt som det er. Uha, det er skræmmende. Og hvorfor egentlig det? Jeg mener, det er som om at mit ego skriger til mig "hvordan kan du lade det passere/hvordan kan du lade dem gøre som de gør???". Som om mit ego er bange for at miste magt og anseelse... og det er nok ret præcist, hvor hunden ligger begravet. Det der ego som spænder ben for muligheden for bare at have det godt og leve i harmoni. Jeg er bange for at skulle acceptere tingene, for hvad sker der så? Min erfaring siger mig, at jeg så føler mig rolig og lettet… interessant.

Det går godt med min kæreste. Ja, han elsker mig. Han siger det ikke, men jeg har spurgt ham. Og han siger undrende ”ja, det gør jeg” som om at ”det må du da vide”. Jeg får det rigtig godt, når jeg minder mig selv om at han elsker mig. Omvendt er jeg meget hurtig til at få det dårligt når jeg tænker på, at han ikke fortæller mig det. Sjovt som sindet spiller mig et pus. Jeg elsker at pine mig selv, hævde mig selv i tankerne. Om hvordan jeg bare slår op med ham og sætter ham skakmat.. mit ego lider under denne manglende verbale bekræftelse. Hvorfor jeg bliver i forholdet? Fordi jeg elsker ham – og jeg elsker at være sammen med ham. Og jeg kan mærke, at han elsker at være sammen med mig. Det er gået op for mig at det nemmeste er at forlade ham – det sværeste er at blive sammen med ham og acceptere ham præcis som han er. Interessant. En klog kvinde skrev at det kun kræver én person for at få et lykkeligt forhold, nemlig dig selv. Mon det kan passe?