Ja så ville jeg køre Lucas i møde....
Helene ville gerne med. Da jeg var lidt sent på den, sagde jeg hun måtte skynde sig... hun vil så køre på løbehjul. "Løbehjul er ikke lige så hurtigt som cykel, så jeg kører bare i forvejen, og så kan du holde udkig efter os på stien," foreslår jeg, og den er Helene med på.
Afsted jeg kører...
Efterhånden som jeg nærmede mig venindens hus, og stadig ikke er stødt på ham, får jeg den tanke, at han er kørt en anden vej end jeg har kørt. Kommer helt hen til venindens hus, og han er der stadig ikke. Går op og banker på... og banker på igen... Og banker på en tredje gang - der ser temmeligt tomt ud.
Jeg tænker at jeg har misforstået ham, og at han er hos en helt anden. Og lige som jeg skal til at gå ned, ser jeg ham igennem glasdøren komme humpende...
Han har alt overtøj på og taske på ryggen... Han åbner døren og siger han har slået sig og humper videre ned ad trapperne... Hans veninde og hendes lillesøster og deres barnepige, dukker også frem i døren, og jeg siger så farvel på hans vegne - han er allerede langt nede af trapperne.
Han finder sin cykel frem i skuret, og vi prøver at cykle afsted... Og når ca. 10 meter før han standser op og begynder at græde...
Han kunne simpelthen ikke cykle med sin fod, og forklarer at han havde cyklet på motionscykel derinde, havde fået for meget fart på, var faldet af, hvorefter pedalen der jo bare ræsede videre, var knaldet ned i hans fod...
Jeg selv har glemt min telefon derhjemme, men heldigis har Lucas sin med, så vi ringer efter morfar, der kommer i sin store bil og tager uacs og cykel med sig. (Og så fik han også lige vist Lucas sit barndomshjem, der lå et par numre længere oppe af vejen).
Jeg cykler så hjem igen... Bliver, på Lucas telefon ringet op af Bo på vejen, der lige ville høre hvor langt vi var, Troede bare det var pga maden, men da jeg kommer hjem, står Helene hulkende og tager imod mig... Hun troede jeg havde ment at hun skulle holde udkig efter mig og Lucas, på en sti henne ved venindens hus... Og hun vidste ikke hvad vej jeg var kørt og hun kunne ikke se mig, og hun turde ikke køre videre ud på vejene og lede efter os og...
Så det var to mindre muntre børn vi havde i går aftes.
Men Lucas kan dog både cykle og gå nu, så det var nok bare slaget der stadig gjorde ondt...
Helene hostede en del her til morgen... Er spændt på om hun er ved at få noget af en eller anden slags...??

Og nu er der vist ikke nogen undskylding for ikke at slukke ned og køre på arbejde.... SUK! (Føler mig stadig træt af det - Barsel kom snart)