Nu er foråret er virkelig på vej! Jeg kan mærke det i hver en fiber af min krop; ikke kun fordi det er på denne tid af året, mine smerter bliver værst, men også pga. al det gode denne årstid bringer med sig – fordi fuglene synger, solen bager og alting springer ud! :) Jeg kan sidde her med åbent vindue og høre havet bruse – det er det dejlige ved Bornholm. Jeg ville savne havet, hvis jeg en dag skulle flytte. Tænk at jeg kan sidde her i mit soveværelse og høre havet!
I morges blev jeg vækket af fuglenes sang, og Shiloh der ”jodlede”, fordi han ikke kunne vente med at blive lukket ud og sætte tænderne i de kvidrende godbidder. Det skulle ikke undre mig, om den kat får fugleinfluenza før eller siden! Mis(s) Vips er mere ligeglad og vil bare gerne ligge i skyggen på terrassen og kigge på Shilohs sære jagtinstinkt, der får ham til at fare op i træer, rundt om sig selv, for til sidst at lave kolbøtter og vejrmøller, som en anden tegneseriefigur.
I går var Heino for første gang ude at slå græs i haven. Jeg sad med åbent vindue og nød duften af nyslået græs, mens jeg læste første del af pensummet til psykologi igennem. Mærkeligt, at det ikke stresser mig, med alle de bolde jeg har i luften for tiden … eksamen, koncerten med koret (som jeg først nu for alvor er gået i gang med at øve til), bogen til litteraturgruppen, jeg skal have læst … Men der hviler en mærkelig zen-agtig ro over mig for tiden. Ting der normalt ville gå mig på, så som al den stress der har været, og de mange smerter jeg har, generer mig egentlig ikke. Jeg tager bare dagene, som de kommer. De dage smerterne er værst, bliver jeg liggende i sengen og læser psykologi og øver kor, eller læser tekster her på Pennen; accepterer vel bare i bund og grund tingenes tilstand (og får det bedste ud at dem) og erkender, at i morgen er der atter en dag, der muligvis bringer noget bedre med sig. På de gode dage er jeg ude ”i det virkelige liv” og nyder, at jeg er til, og at foråret er kommet.
Det er også utroligt, hvor meget jeg har kunnet holde til! Normalt skal jeg ikke af sted til forskellige arrangementer for mange gange i løbet af en uge, før jeg klasker sammen som et splattet insekt mod forruden. Men jeg fik gennemført de sidste psykologitimer (vemodigt i grunden – det har været en god lærer og et dejligt hold!) og har passet mine koraftener. Og det selvom jeg indimellem også har været til fødselsdag og konfirmation.
Mærkeligt, som tingene kan ændre sig … når jeg tænker på, hvor elendigt jeg havde det for bare tre uger siden. Dybt nede i depressionens sorte hul, hvor der hverken syntes at være indgang eller udgang. De sidste to-tre år har egentlig føltes sådan. Det er en grumset masse af tungsind og negativitet at tænke tilbage på … men er det ovre nu? Er jeg endelig kommet hel(t) ud på den anden side? Eller er det endnu en periode, hvor tingene går – lige indtil de ikke går alligevel – og jeg så falder tilbage helt ned på bunden, ned i dybet?
Da jeg så ”Daylight” forleden kom jeg virkelig til at tænke på det … jeg kan stadig huske, da den gik i biografen i (var det ’95-’96? Eller måske ’97?) Det var de gode år. Før sygdom og alt det andet forbandede lort. Men nu føles det som om, det er ved at være ovre (bortset fra sygdommen selvfølgelig). Med fare for at lyde lommefilosofisk føler jeg, at jeg endelig har gravet mig ud af det mørke sted i mit sind og ud i mit eget ”Daylight”!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.