Jeg er vist nærmest, hvad der kan kaldes græsenke i disse dage, og det har jeg det såmænd OK med….
Peter er på cykel-camping-ferie med sin søn, og det betyder jo bare, at jeg har en weekend helt for mig selv. Vejret er jo skønt, så jeg bruger meget tid i min have og i mit drivhus – og jeg nyder det..!
I onsdags var jeg et smut i den Geografiske have i Kolding, fordi der var fuchsia-udstiling. Det har jeg før været til, og jeg ved jo godt, at jeg meget nemt bliver bidt af en ”gal fuchsia”, og sådan gik det da også denne gang, hvor jeg måtte hjemføre hele 5 stk :O) De er nu plantet i krukker og anbragt på strategisk rigtige steder, hvor de pynter og ser fine ud..!
Ud over det har jeg været vart-op-dame for en flok mandfolk i dag. Min ex er ved at få sin indkørsel lagt om, og jeg havde lovet at servere frokost for de hårdarbejdende. Man må sige, at de svedte med anstand, så det blev til mange kander isvand og kaffe i dagens løb ud over alt det spiselige, og det var egentlig meget hyggeligt sådan at nusse rundt i mit eget gamle hjem for en stund. Jeg gi’r dog gerne en hånd med, når ex’en har brug for det – han er også flink til at vande blomster m.m. for mig, når jeg er på ferie o.l., og det føles rart med det venskabsplan, vi har med hinanden nu.
I morgen kører jeg en tur til Esbjerg for at besøge min datter, svigersøn og lille Job, der jo er flyttet derover for nylig. Grunden til flytningen er, at min datter søgte ind på jordmoder-skolen, og heldigvis er hun da også kommet ind, så nu glæder hun sig til at komme i gang igen efter barselsorlov. Og jeg glæder mig til at besøge dem i morgen. Jeg har købt nogle bondegårds-dyr til Job – han er nemlig begyndt at sige ”muh” til mælkekartonerne med billede af en ko, så jeg synes lige han skal ha’ nogen, der er lidt mere håndgribelige :O)
Håber I alle må nyde weekenden og sommeren derude…
Kærligst
Wildrose
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Græs-enke er publiceret
05/08-2006 23:17 af
wildrose.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.