På kanten af verden?

Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
5 år siden
Skagen
Peter
11 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
10 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
9 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
1 år, 10 måneder siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
12 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
12 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
10 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
8 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
8 år siden
i bad med Noa
Peter
9 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
12 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
7 år siden
Pause
Hanna Fink (...
11 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
8 år siden
dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
9 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
10 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
12 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
12 år siden
poop
Regitze Møbi...
10 år siden
Sejr I Retten.
Junior Chris...
1 måned, 28 dage siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
7 år siden
Vinteren strenges.
Mette Boe Ch...
1 måned, 24 dage siden
Jeg fylder 18 om en uge. Er vel ved at være klar til det. Til at have et år mere på bagen og kigge tilbage.
God hvor er der sket meget. Og hvor er der sammentid sket lidt.
Oplevelser er jeg spækket til renden med, men har stadig ikke fået nok. Får aldrig nok. Kæmper konstant for at få mere, for at blive bedre, og for at have det bedre. For at høre til. Men kæmper ikke for meget. For jeg hører ikke til her. Det gør jeg ikke. Jeg kunne blive erhvervsjurist, få en cand.merc.jur. på uni i Aalborg, bo deroppe et sted, blive virkelig god til mit job, men sikkert aldrig den bedste. Jeg kunne få mand, og to børn, som skulle hedde Valdemar og Laurine. Eller bare Laura, ved ikke om et barn ville være ked af at hedde Laurine, jeg synes bare det er smukt. Ville du være ked af at hedde det? Af at være opkaldt efter din helt fantastiske oldemor, som din mor altid har set op til og elsket? Vi kunne bo i paracelhus, et rigtig flot og hyggeligt et. Vi kunne tage på søndagsture, ned i midten af jylland og besøge min mor og far. Mine bedsteforældre, som selvfølgelig ville være levende, friske til at se hvad og hvordan mit liv er blevet. Friske til at se at alle mine mål er nået. Jeg kunne vågne hverdag, taknemmelig for at den eksisterer og så tage afsted på arbejde. Gå i seng hver aften og tænke over den dag der er gået, og falde i søvn med et håb om at der ville komme endnu en i morgen. En gang om året kunne vi tage ud at rejse. Jeg kunne tage ud og vise mine børn en anderledes verden. Fortælle dem om vidundere og mystiske kræfter. Jeg kunne fortælle og vise dem verdens grusomhed, og verdens mirakler. Jeg kunne leve lykkeligt. Jeg ville kunne nyde det.
Men jeg kunne også tage afsted. Når jeg blev færdig på hh, forsvinde videre til en anden verden. En anden tilstand, blive der. Leve der. I enkelheden. Eje intet, og være tilfreds med mindre. Sidde på kanten af verden og vide hvor smukt der er. Både ude og hjemme. Jeg kunne vise et landbrugssamfund en smule af vejen frem til det informationssystem vi lever i. Men kun noget af vejen. Min viden og versioner er ikke store. For de skal leve overens med deres egen natur, med deres religion, min religion, og deres helt specielle samfund. Jeg kunne vise dem en anden verden, og de ville kunne vise mig en. Sammen ville vi bygge bånd og broer, og der ville jeg blive. Ved mine bånd. Jeg ville sende breve hjem. Måske ville jeg forelske mig. Hvis der findes en kemi med et så fremmed menneske. Hvis jeg elskede et andet, fordi det ikke bare lige var født lige her, fordi det ikke fejre den dag det blev født, og har andre traditioner andre normer, værdier og symboler end jeg. End det samfund jeg her er vokset op i. Vi kunne få børn. Små smukke mulatter, og Valdemar og Laurine ville nok ikke blive det de kom til at hedde. I stedet et navn jeg endnu ikke kender, aldrig har hørt før, og som vil føles dybt fremmed i min mund for første gang, som så mange andre ting ville. Som når man smager salat, eller ris, eller en anden meget simpel ting i udlandet. Alt er lavet om, alt er anderledes. Der ville jeg leve lykkeligt, hvis jeg fandt det rigtige sted. Hvis jeg stod på en plet i et fremmed land en dag, og mærkede det stik indeni jeg drømmer om, ville jeg ikke et sekund være i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle blive. For hvor man hører til, hvor det stikker i hjertet, der lever man. Og jeg ville tage hjem. På ferie i danmark og vise mine fremmede børn, og min fremmede mandd, hvad der for dem er en fremmed kultur, og de ville undres. Se på alt med opslåede og anderledes øjne. De ville opleve verden på en anden måde end jeg, og vi ville fortælle hinanden hvad vi så. Jeg ville vise dem mine traditioner. Vi ville få noget af det til at passe sammen. Det nye lands og det gamles. Og der ville vi ende lykkeligt. På kanten af verden, i et fremmed sind, som altid havde tilhørt mig, uden at vide det, kun med en lille fornemmelse af at have følt og set det indeni mig selv, uden at være klar over hvad det var jeg så.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget På kanten af verden? er publiceret 24/08-2006 16:31 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.