Den dårlige først

Det var meget uro i det hus som André er flyttet ind i går eftermiddag / aftes. Ikke noget med ham at gøre overhovedet, men han blev selvfølgelig påvirket af stemningen. Skrev sms til mig og fortalte at stemmerne var slemme og at han havde det skidt. Ringede til ham og prøvede at snakke ham til ro. Kunne mærke at jeg ikke kom helt igennem og ringede til stedet. Personalet bekræftede at der var problemstillinger blandt nogen af beboerne – hvilket selvfølgelig var beklagelig, specielt da André er ny. De ville straks tage sig af og om ham, og var øvrigt glad for mit opkald. Et par timer senere ringede Michelle. André havde ringet til hende og havde grædt i telefonen. Normalt er André ikke en som bare græder, og jeg skal mange år tilbage for at huske at han har gjort det. Jeg ringede til stedet igen, og hende jeg talte med havde netop talt med ham. Han havde ønsket at komme hen på den psykiatriske skadestue, så det var hun ved at undersøge muligheden for.
Et par timer senere ringede André og fortalte, at de var på vej retur fra skadestuen og at han havde fået noget P. n. medicin. P. n. medicin er en forkortelse af 'pro necessitate medicin', hvilket vil sige medicin, der gives ved behov efter nærmere lægeordinerede retningslinier. Han virkede til at have det okay med det og lovede at ringe i dag.
Har selv ringet til stedet og den unge mand var endnu ikke stået op. Kan huske fra sidste gang han fik P. n. medicinen, at han blev nærmest bevidstløs og var svær at få liv i. De ville få ham til at ringe når han kom op til overfladen igen. Heldigvis er han god til at fortælle eller på anden måde give udtryk for når han har det skidt og har brug for hjælp. Der kan også være undtagelser, men så kan man som regel aflæse hans ansigt og på den måde selv spørge ind. Men det er alt sammen noget som personalet først skal lære at kende først.

Den dag hvor han flyttede ind, sad vi på et tidspunkt udenfor og fik kaffe med personalet og de andre beboere. En af dem virkede meget ” lukket” , men jeg kender jo ikke manden til at vide om det er ”normal”. På et tidspunkt rejste han sig meget voldsomt og gik. Knips – knips og en af personalet gik efter.
Den måde det forløb med at de var opmærksomme på manden, og at der blev fuldt op og efter ham – beroligede mig meget mht. deres opmærksomhed og professionalisme. Samtidig med at de bare kørte af sted med André i går. Det er immervæk ca. 30 km. hver vej, men når det skulle til – så var det bare sådan.

Den forhåbentlig rigtig gode nyhed :

Min far ringede i går. Han fortalte at der havde været en sygeplejerske fra områdecenteret og talt med ham og påhænget. Hun havde foreslået at påhænget kom i en plejebolig og at min far fik en beskyttet lejlighed. Han kunne som år tilbage ikke forstå at påhænget var så ringe at det var nødvendig, men virkede alligevel åben over for det. Kan i korte øjeblikke godt se at hun er ringe stillet, når hun end ikke formår at gå på toilet eller for den sags skyld, at tørre sig selv i røven. Han fortalte at sygeplejersken ville sætte systemet i værk og at de så ville høre nærmere.
Den nyhed var som en sten faldt fra mit hjerte og jeg havde allermest lyst til at fare ud og kysse denne kvindemenneske af en sygeplejerske. Ringede flere gange til områdecenter for at tale med hende og fik endelig kontakt. Hun fortalte, at hun også var tilknyttet sidste gang påhænget havde sin gang ved min far og derfra kendte hende meget godt. Have prøvet at forklare min far, at påhænget uden tvivl ville falde tilbage, så som hun har gjort i over 30 år nu. At det bedste for ham var, at få sin egen bolig - gerne ældre bolig med plads hvis han med tiden fik brug for yderligere hjælp, og at han ikke skulle basere hans økonomi på hende som indtægtskilde.
Sygeplejersken var utrolig sød og i sidste ende svær at slippe af med igen ;-D… Hun forstod udmærket mine frustrationer og foreslog at jeg kontaktede visiteringen. Hun ville sende papirerne derind med det samme, og de ville sikket komme på hjemmebesøg. Sagde at jeg evt. kunne deltage i det besøg, men det afslog jeg – til hendes underen selvfølgelig. Lige nu har jeg af en plads svarende til formanden for foreningen. Alt hvad jeg siger og gør - skal modarbejdes. Derfor tror jeg at det er bedst at jeg holder mig lidt ude på sidelinjen.
Min far havde bla. givet udtryk over for sygeplejersken hans bekymring omkring påhænget og at han havde svært ved at tage ansvar for hende. Det har han purre nægtet at gøre over for mig, snarere tværtimod, så har han givet den ene undskyldning efter den anden for hendes gøren og laden.
Jeg er ikke i tvivl om hvor jeg har - save the world genet fra, og som Michelle desværre også har arvet !

Min fars revisor / min fætter ringede i formiddag. Min far havde kontaktet ham for nogle dage siden mht. vurdering af hans økonomiske situation vedr. køb af lejligheden. Det var før sygeplejersken havde været der. Han har også mødt påhænget og set hvordan hun har raseret huset. Havde haft kontakt med bankrådgiveren som havde mødt påhænget i sit es ( skide fuld ) i banken, hvor hun havde siddet og råbt og skreget – at det var også hende hus og at de skulle bare have den lejlighed. Min far var slet ikke kommet til orde. Økonomisk set ville han godt kunne sidde i lejligheden, men med en indtægt ville det blive hårdt for ham. Min fætter og bankrådgiveren var hovedrystende over for ” hans valg ” af bekendtskab, og havde talt om at prøve at overtale ham til en lejebolig og så i stedet udbetale noget af overskuddet fra hussalget som forskudsarv. Min personlige holdning vedr. arv er, at jeg er fuldstændig ligeglad og ser helst at han selv nyder godt af de penge. MEN vil på den anden side, så vil jeg hellere aftage nogen af pengene, end at se på at hun drikker dem op.

Vil se om jeg kan finde hæk klipperen og gå ud og afreagere lidt. Skal også i gang med André´s værelse og kælderen, men føler at jeg har brug for en pause mht. oprydning og sortering. Det skal nok pænt vente på at jeg finder overskuddet til det ;-D