Ja, det var vel et spørgsmål om tid, før det gav bagslag.

Efter næsten 2 måneder med kun 1 anfald, havde jeg op til flere i nat...BLAAAAAA.....

Det der irriterer mig er at der ingen mønstre er, ingen holdepunkter.
Min hjerne beslutter sig bare for at kortslutte sig selv og sit relæ. Hvad grunden er forsker jeg stadig i...tilsidesættelse, misundelse, hyperaktivitet, dovenskab..ja..jeg kunne blive ved.

Vi har et had/kærlighedsforhold, min hjerne og jeg, især efter jeg har fået min "sygdom". Jeg prøver at forstå den og ligeså snart jeg tror at jeg gør, så flikflakker den over i den andet hjørne.

Så jeg er lidt træt i hovedet og martin blev sendt ind på sofaen. Der er jo ingen der kan få en god nattesøvn med et dampbarn pølende rundt ved siden af, prustende og sprællende.
Jeg kan sagtens forstå ham!

Ikke desto mindre er jeg da lidt angst for at situationen nu er vendt til det trælse igen. At jeg skal til at genfinde angsten for at lægge mig til at sove.
Det gider jeg fandme ikke.
Men det irriterende ved epilepsi er at det kan man ikke kontrollere.
Det skal man bare acceptere.

Og DET accepterer jeg heltst ikke!!!