Det er godt nok langt tid siden jeg har skrevet herinde, så længe at mine tastaturbrikker har vokset sig fast og at mine fingre knap nok kan finde de rette bogstaver.
Men som jeg sagde til min mor forleden, mit liv kører i ekstremerne her for tiden. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. og det er både forstyrrende dejligt og forstyrrende nedslidende. I Januar måned fik jeg en fornemmelse af at dette år ville blive specielt, men jeg vidste selvfølgelig ikke hvordan.
indtil videre har fornemmelsen haft ret.
Jakob ligger nu på hospitalet fordi han har så mange smerter og jeg ved ikke om det er positivt om det er pga medicinen, det er det vel, hvis man skal finde lidt positivt, og det skal man. bare det at han nu får sovet, bare en smule.
Men det er hårdt at sidde ude på sidelinien og vente. Han har ikke overskud til besøg fra andre end familien og det forstår man jo.
min tro på at han overlever dette er der stadig, skønt sortseeren rumsterer rundt. Og faren for at blive egoist lurer også, skønt jeg ved det er menneskeligt og skønt jeg ved at livet ikke går eller skal gå i stå.
Jeg læste noget af min nye bog op for Martin og vores ven Palle, som læser litteraturvidenskab, og responsen var overvældende.....men jeg synes også selv det er skidegodt. Jeg fortalte at jeg endelig havde fået lagt mine motiver væk og nu kan skrive som jeg har lyst til UDEN at tænke på hvad andre mennesker, redaktører og lignende vil se efter. Det sagde han også var vigtigt, men han ´gav mig også tips og dem er jeg glad for.
de skal bare ikke gå ind og forstyre mine motiver og skrivelyst, derfor bliver jeg nødt til ikke at tænke på dem i første fase. dem kan jeg tænke på når jeg engang skal redigere, det vigtigste er at skrive.
Jeg er nu helt færdig på arbjedet og det var en overvældende dag. Jeg fandt ud af hvor vellidt jeg åbenbart har været på sådan et stort hotel. Tjeneren som havde samlet ind til mine gaver, sagde at hun aldrig havde fået så mange pengen fra så mange afdelinger og det gjorde mig meget rørt.
og den sidste dag kom chefen og tjenerne fra 1. sal pludselig op, åbnede en flaske champagne og gav mig enndu en gave fra hotellet. 6 fantasiske vine og en vinkop lavet af ægte sølv med mit navn.
Alt den opmærksomhed og erkendelsen om at NU var det altså slut, fik tårerne til at trille og da jeg kom hjem lod jeg dem få frit løb. At have været så stærkt knyttet til et sted og så med eet klippe det over, er sgu hårdt.
og jeg ville ikke bare sige tak som alle de andre elever har gjort ved at hænge en seddel op. Jeg følte ikke det var rigtigt, for mig. Så jeg skrev en lang ode og 4 personlige kort til hver afdeling og jeg har det PISSEGODT med det.
De har været min anden familie, delt mine sorger og glæder og omvendt og så skal det ikke bare sluttes af med en upersonlig seddel på væggen.
Det er underligt at være arbejdsløs nu, men vores spanieplaner rykker tættere på og jeg glæder mig. Nu skal vi bare have solgt den skide lejlighed!!!
Livet er mærkværdigt!!!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Livet er mærkværdigt. er publiceret
20/05-2004 09:50 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.