Det er ca 1 år siden nu, at jeg fandt ud af, at jeg har adhd. Det har været et vildt år på alle måder.

Først kom lettelsen over at opdage, at jeg ikke bare er dumpet til mindfulness (10 år i træk), men at min kroniske stress faktisk har en (naturlig) årsag. Alle puslespilsbrikkerne i mit liv fandt pludselig sammen i et meningsfyldt billede, og medicinen løftede en trætheds-tåge, som jeg slet ikke vidste, at jeg kæmpede med, før den pludselig lettede.

Efter et par måneder kom sorgen. Jeg har altid set min psykiske sårbarhed, som noget jeg kunne arbejde mig ud af, hvis jeg bare blev rigtig god til mindfulness, gik til yoga, spiste virkelig sundt og dyrkede motion, talte med flere psykologer, forsøgte nye alternative behandlinger---(find selv på mere). Men hvor det i starten var en lettelse at forstå, at alt det her bare er symptombehandling, som aldrig kommer det grundlæggende problem til livs, så blev jeg pludselig ramt af en sorg over, at muligheden for forløsning nu var tabt. Der ER ikke nogen mulighed for, at min psykiske sårbarhed forsvinder, om så jeg bruger hele mit liv på samtale- og tankefeltterapi.

Efterfølgende ramte accepten og behovet for at forstå min adhd (den ser nemlig helt forskellig ud fra person til person), så jeg meldte mig ind i et netværk for sen-diagnosticerede voksne med adhd, tog en række samtaler med en virkelig dygtig adhd-specialist-psykolog og brugte 3 måneder på intens selvobservation. Jeg fik kortlagt min adhd, og det var i den grad forløsende at få et netværk af ligesindede og helt fantastiske mennesker.

I september besluttede jeg, at adhdén i så høj grad var blevet en del af min identitet - eller i hvert fald et grundlag for forståelsen af hvordan jeg arbejder og trives bedst, så jeg besluttede at fortælle mine 2 nærmeste chefer om min diagnose. Det var med rysten på hånden jeg tog den samtale, men mine fordomme og forventninger til hvad reaktionen fra et ellers konservativt og elitært konsulenthus ville være, kom til skamme. Jeg er udelukkende blevet mødt med forståelse, opbakning og ros for min åbenhed. Jeg har fået mit eget kontor, så jeg ikke bliver forstyrret.

Der er 80 % arvelighed på adhd-genet. Til min store overraskelse gav min nye viden og nye oplevelser stor mening for min yngste søn på 15 år. Pludselig kunne han sætte ord på det kaos, der hersker inden i ham, men som ingen andre kan se. Jeg har ikke engang set det. Hvor mange stille adhd-børn sidder der mon i klasserne rundt i Danmark, og føler sig afkoblet fra verden fordi deres hoveder er fyldt med kaos? Som klasselæreren sagde, da vi fortalte, at han skulle udredes "Jamen han har jo aldrig svaret mig igen eller slået nogen". Han er nu også diagnosticeret, har fået medicin og føler sig forstået og rummet, og er blevet så meget gladere.

I de sidste måneder er det gået op for mig, at der sker et eller andet i mine relationer. Jeg har været meget åben om min diagnose i min omgangskreds. De fleste vidste jo på forhånd, at jeg sloges med stress, så det har været en forløsning for mig at dele min nye viden. Og jeg har helt og fuldt forståelse for, at det ikke afstedkommer en åbenbaring af umiddelbar forståelse og indsigt, når jeg fortæller, at jeg har adhd. For det kan ikke ses på ydersiden og jeg har altid klaret mig godt og bedre end mange, så jeg lever ikke op til det gængse billede af en adhd-patient. For 2 år siden vidste jeg heller ikke hvad adhd i virkeligheden er, så der er slet slet ingen fordømmelse fra min side, når min historie kræver følgeskab af "Hvad vi nu ved om adhd"-elevatortalen for at glide ned. Langt de fleste i min omgangskreds har forstået, accepteret og glæder sig på mine vegne over den indsigt der har ramt mig. De fleste viser positiv interesse, spørger ind og bakker op. Men så er der lige de sidste. Dem, der løfter øjenbrynene lidt, når jeg fortæller, at medicinen har givet mig en bedre livskvalitet, fordi de nægter at tro på, at ritalin ikke er amfetamin, og at jeg ikke bliver afhængig af den. Dem, der lidt hånligt spørger, om "jeg så føler mig som en first-mover i diagnose-bevægelsen" når jeg udtrykker bekymring over den markante underdiagnosticering af kvinder med adhd i Danmark. Dem, der efter mine udtrykkelige forsøg på at forklare, stadig mener, at adhd bare handler om dårlig børneopdragelse. Og dem, der bare kigger den anden vej og skifter emne, som om jeg taler om noget pinligt der skal ties ihjel. Desværre hører et par af disse sidste til i min meget nære omgangskreds - en enkelt er faktisk en bedsteven. Det gør ondt helt ind i min sjæl, når en person jeg er så tæt på ikke accepterer min lidelse. Hun behøver ikke forstå det. Hun behøver heller have den samme lægefaglige overbevisning, som jeg læner mig op ad, men jeg forventer accept og opbakning og interesse for, hvad jeg oplever.

Alt i alt er det meste her efter et år grundlæggende godt.
Jeg er selvfølgelig stadig mig (på godt og ondt), men en stor del af de uddannelsesmæssige og personlige valg jeg har truffet gennem tiden, er truffet ud fra et grundlag som jeg ikke længere kan kende og som ikke holder til fremtiden. Diagnosen, medicinen og terapien har medført en helt ny følelse af at kende mig selv, og jeg føler jeg kan tage bevidste valg på en helt ny måde. Det har sat gang i en slags ny personlig identitetsudvikling og jeg gentænker alt - uddannelse, arbejde, boligsituation, livskvalitet kontra karriereambitioner, familiestruktur, relationer, fremtidsvisioner...
Det er benhårdt! Det er stressende, og det bliver en lang proces. De fleste siger, at der går 2-3 år efter diagnosticeringen før det hele falder på plads, og jeg tror dem. Jeg er dødtræt det meste af tiden, men for første gang i 20 år har jeg ro i maven, for selv om processen er hård, så ved jeg, at den er nødvendig, og jeg kan mærke, at jeg er på vej i den rigtige retning.