I virkeligheden er det påfaldende, at hverken jeg eller andre har tænkt på adhd før nu.

I de sidste 18 år har jeg skreget på struktur og (emotionel) stabilitet. Stort set alle Ingeniørens og mine skænderier handler om struktur, manglen på samme i vores familie og mit behov for at have den. Hos diverse psykologer har 90% af terapisessions handlet om, hvordan jeg skaber en bedre struktur i mit liv, hvordan jeg skaber strukturen for det gode familieliv, hvordan jeg strukturerer mig ud af stress. Hvilket jo så igen (selvfølgelig) aldrig er lykkedes, for for en adhd-hjerne er behovet for struktur kontraproduktivt med den manglende evnen til at opretholde den. Det går godt for en tid, men på et tidspunkt, uden synderlig årsag falder den fra hinanden igen med stress og frustration til følge.

Når jeg tænker tilbage i dag, så kommer en række buzz-words op. Ord jeg føler jeg har sagt, råbt og skreget (inde i mit hoved i desperation i hvert fald) tusindvis af gange gennem de sidste 15 år til alle der gad lytte:
#struktur
#orden
#ro
#overskud
#overblik
#tid
#stabilitet

Den følelse det giver, at vide at man er et intelligent og kompetent menneske, men ikke være i stand til at udleve det. Man kan udtænke og skabe stukturen, men ikke opretholde den (ret længe); man kan identificere retningen, målet og vejen frem, men det føles som om man går i tomgang på vejen derhen. Den følelse har jeg kæmpet med i 18 år. Slut nu :-).