Da jeg skulle hurtigt ud af døren torsdag morgen (efter en utæt-blender-smoothie-all-over-the-place-incident) glemte jeg min jakke. Og selv om jeg tilbragte langt størstedelen af min dag i bilen eller i et mødelokale, og kun måtte døje forårskulden på små ture fra bil til dør og retur, så trak kulden ind i min kuldeskære krop, og gav en led virus en undskyldning for at gå amok. Så nu er det snot, host og nys, og vupti - der røg balancen i nervesystemet, den indre ro og det forkromede overblik.
Min hjerne holder sin egen lille fest og den har inviteret sine venner: stress, angst og depression! Jeg VED godt, at det er en midlertidig tilstand! Jeg VED godt at jeg ikke er deprimeret og at stressen lige så stille forlader min hjerne i takt med at virusen forlader min krop. Ligesom når jeg får min menstruation, eller jeg har dyrket for hård motion. Jeg VED det godt! Jeg VED det godt! Jeg kan bare ikke mærke det!