På arbejdet sidder vi overfor hinanden to og to på en lang række langs vinduerne. Min kollega overfor mig sidder, så han kan se hovedindgangen. Jeg sidder, så jeg kan se ned mod tekøkken, bagindgang og toiletter. Helt nede ved tekøkkenet sidder min chef og hans sekretær. Sekretæren har to store bøtter med bolsjer på sit bord. I dag lagde jeg mærke til, at hver gang nogen havde været på toilettet, så styrede de lige indenom bolsjebøtten, før de defilerede tilbage til deres plads. Kunne være interessant at tage en bakterieprøve i den bøtte. Jeg sad og var som sædvanlig hadefuld og håbede særligt at M, den lille mandsling (som jeg er sikker på ikke har god håndhygiejne), ville få sig en ordentlig omgang Cairo Quickstep. Selv spiser jeg sjældent bolsjer. Det skyldes at de på en eller anden måde ikke rigtig tilfredsstiller min søde tand, i stedet får jeg bare græs på tænderne og luft i maven.

Ud over at være ond, så har jeg også generelt været irritabel, nedtrykt, arrig, utålmodig og på randen af tårer. Særligt tirsdag. Der valgte jeg at arbejde hjemme fordi, jeg tænkte, at det ville være til fare for mig selv og andre, hvis jeg kom ind. Det efteruddannelseskursus som jeg har meldt mig til og glædet mig til er blevet aflyst 'due to unforseen circumstances'. Swedish fuckers. Nu skal jeg panikke med at finde på noget andet. Jeg skal have gang i noget andet. Jeg vil bare have chefen til at betale mig de fucking fyrre tusinde, som han har lovet, så jeg ikke føler mig som den billigste lønmodtagerprostituerede, og så han ikke lige pludselig finder på dårlige undskyldninger, fordi han ikke har styr på budgettet.

Fredag skal jeg ud og drikke vin med en lille flok kollegaer. Bare tøserne. Selv om jeg er et ondt menneske og hader alle (for tiden), så er der dog en lille flok, som jeg holder meget af. Men jeg har lovet mig selv at holde lidt igen. Jeg får slemme tømmermænd for tiden og bliver meget blue. Jeg tror det er al den hot yoga. Min krop har ikke nok stygge affaldsstoffer til at holde styr på alkoholen, eller hvad ved jeg. Men yogaen og cardio-træningen er nok alligevel de tidspunkter, hvor jeg er mest tilstede i mit sind og min krop. Der kan jeg svede lidt af min irritation og had ud, og stege lidt i mit eget fedt.

Jeg har fået min pakke fra Amazon i dag. Der er Alice Munro og Stoner af John Williams. Det er en bog om en akademiker, hvis liv er fuld af skuffelser. Takes one to know one! Der var også The virgin suicides, som jeg har set på film (med Kirsten Dunst), men aldrig læst. Og så er der Girl, interupted. Der er i hvert fald læsestof nok. Jeg er ellers pisse sløj til at få læst for tiden. Læser en del, når jeg hænger ud på den jammerlige møntvask. Men en vask tager alligevel kun 25 minutter. Jeg burde slynge tøjet bagefter, men det gider jeg kun sjældent. Istedet tager jeg det med hjem og hænger det op I lejligheden. Skruer lidt op for varmen. Kondensen driver ned af vinduerne, og det er sikkert ikke godt for lejligheden eller indeklimaet, but what do I care?

Jeg sov for længe i morges. Kunne slet ikke komme til mig selv. Drømte at jeg skulle ud og rejse, men først skulle jeg gennem den her vilde forhindringbane. Jeg klatrede op af en slags trappe, som lignede runde hatteæsker stablet oven på hinanden. Hvert trin var stejlt og højt. Det var næsten utåleligt hårdt at komme op. Da jeg er næsten oppe, kan jeg se kanterne på hvert trin. Men pludselig kan jeg slet ikke få fat længere. Jeg griber forgæves ud, men mine fingre glider, og jeg falder ud over kanten og ned. Det foregår i en slags slowmotion. Det er som om jeg aldrig rigtig lander. I det næste øjeblik er jeg ved at pakke en stor kuffert med tøj. En pige sidder et stykke fra mig, stirrer og messer ned i et glas som en heks, der er ved at fremsige en forbandelse. Jeg ved, hun er ved at forbande mig. Hun har lyst hår, som mig. Og pludselig snor en slange sig op gennem alt det tøj, som jeg er ved at presse ned i kufferten. Jeg viger bort, men den jagter mig som en bølgende vimpel. Og så vågner jeg. Ondskaben griber mig helt ind i drømmene. Jeg føler mig forbandet. Nogle gange tænker jeg på, om han virkelig sørgede for at forbande mig. Min brasilianske ex. Han troede på, og praktiserede Macumba, som er en slags spirituel religion med afrikanske rødder - i familie med voodoo. Jeg tror selvfølgelig ikke selv på den slags. Men men jeg har oplevet en del spooky ting, dengang han jævnligt opsøgte Macumbeiras (troldmænd) i Brasilien. Uhyggelige ting. Forudsigelser. Spådomme og forbandelser. Man kan nemlig bede guderne om lykke, held og velsignelse, men også om straf, hævn, forbandelser og manipulation. Han havde rig grund til at ville manipulere, forbande og straffe mig. Men alt det er jo bare noget pjat. Jeg ved det. Faktisk læste jeg engang en af hans mails, efter jeg havde forladt ham. I mailen beder han om at nedkalde en forbandelse over mig. Macumbeiraen tilsendte ham anvisninger på ritualer, som han skulle udføre, som ville iværksætte forbandelsen. Så meget kunne jeg forstå med mit langt fra flydende portugisisk.

Forbandet er i hvert fald min søvn. Jeg kommer alt for sent i seng for tiden. Der er noget i mig, som nægter at give slip og lade mig falde ind i dynerne. Mine øjne sitrer hver gang jeg lukker dem. Og lige nu vil mine fingre slet ikke slippe tasterne. Men det går ikke. Nu skal jeg sove. Der er ingen der gider læse denne smøre alligevel.