Hvis jeg var yamsk i går, så er jeg fuldstændig udtjent i dag. Inde i mit underliv sidder to vanvittige djævle og er ved at strikke en rød sweater af mine æggestokke.Og det går ikke stille for sig, fuck hvor gør det ondt. Kommer til at tænke på scenen fra Nordkraft, hvor Maria også har de stærke månedlige smerter og Hossein kommer forbi og giver hende stærk te og lidt opium. Hvad jeg ikke ville gi' for at en tyrkisk skovsnegl med en klump opium kom spadserende ind af døren. Jeg karter rundt i sengen i et forsøg på at omgåes smerter og feberfrost. Jeg pis-fryser. Ikke engang hvis jeg puttede mig som en ært under hundrede madrasser og hundrede edderdunsdyner ville jeg kunne holde varmen. Det er helt sikkert gårsdagens heltemodige jackass-stunt; at drikke en forkølelse ned i Brøndumsnaps, der hævner sig tifold nu. Lunas idé. Men det virkede fint i går.

Jeg har forsøgt at dope de to strikke-djævle med panodil, det hjælper en lille smule nu.

Og hvis jeg ikke boede så fesent langt ude på Lorteøen, så havde jeg sikkert kunne overtale Bobster til at komme forbi med lidt morgen-crunch. Mit køleskab er tomt og neon-oplyst. Brøndumsnaps tømmermænd lader sig ikke rigtig betakke med en humpel rugbrød med pikantost.... det understreger ligesom dagens skær af Les Miserable.

Og så var det ikke engang helt det værd. Faktisk en skuffelse. Tap1 er for pænt et sted til den slags musik. Jeg savnede Distortions og Berghains brutalt-beskidte atmosfære, hvor man fuldstændig kan lade sig absorbere i den mælkehvide mennesketåge. Musikken var ellers brutal nok, men på en usammenhængende og uengagerende måde. Det visuelle show var til tider facinerende men også overdøvende og distraherende, og folk stod bare og gloede som om de var til fodboldkamp. Det var pænt, ordinært og alle var tilskuere men ikke deltagere, det manglede bare at folk klappede efter det sidste nummer, som en flok lyserøde charterturister efter at fly og jord har nået hinanden på en nogenlunde optimal måde.

Nu startede aftenen også lige med et skænderi i baren. Stod i kø for at købe drinks, da den her fyr bare skubber mig til side og vifter med sin halvtredser og råber efter bartenderen. Jeg blev sur, skældte ud, men det var åbentbart lidt en psykopat, jeg havde valgt at irettesætte, for han blev ved med at stå og råbe mig ind i hovedet. Indsæt selv sur kommentar om danske mænd og deres totale mangel på pli og gentlemankarakter. Bartenderen havde noteret sig situationen og lod mig komme til først, manden blev ved at råbe, men jeg ignorerede ham. Han gik derefter sin vej, men kom pludselig drønende tilbage for at råbe yderligere, jeg troede til sidst at han ville pande mig en.
Let's have a toast for the doucebags!

Der var ellers én god event. På rygeterassen griber en sød fyr fat i Luna og siger "sig lige til din veninde, at hun er pissesmuk". Luna hiver fat i ham og siger, at det kan han selv sige til mig. Og det gør han så. Og jeg rødmer helt op i hårgrænsen. Så står vi og snakker lidt om cykelstyrt. Og sammenligner ar og skrammer. Han har den ene arm i en slynge. Han var virkelig supercute, men en af hans venner bøffer lige pludselig ind og nærmest hiver ham ud, de står åbenbart og venter på ham. Han når lige at råbe at vi skal komme til efterfesten i kødbyen. Men det gør vi af en eller anden grund ikke, vi tager på Guldregn. Bommer! Der er der ellers også dømt kødmarked, men det er sådan kl 5 minutter i desperat, og det kommer der ikke noget charmerende ud af. Her er der kun dværgagtigt små mænd som tager kontakt og forsøger at flirte sig til en one-nighter. No thanks. En matilde og en franner senere sidder jeg på havelågen på vej hjem.

Himlen er fuldstændig bizar smuk. Fyld med totter af lammerskyer gennembrudt af lyserødt og azurblåt. Da jeg drejer ned af den store gade står solen skiverund og kæmpestor og blafrer med brostenstore pixels. Jeg stirrer op mod lyskiven, og efter jeg drejer af, danser en grøn-violet sæbebobbel for min nethinde resten af vejen hjem.