Jeg har læst med i én af journalisterne fra Søndagsavisens klumme 'Dumme mor', både da jeg var gravid, og her nu, og hun rammer virkelig noget centralt. Hold k*ft hvor kan man bare føle sig ussel som mor..

I går skulle vi ud af døren, og jeg blev lidt stresset, så da jeg løftede autostolen med Pible op, gled den ud af hænderne på mig og faldt ned på gulvet.. Vi blev begge vildt forskrækkede og hun stak i gråd med det samme. Heldigvis havde stolen afbødet lidt for faldet, så jeg var kun lidt bekymret, da hun senere på aftenen var svær at få til at falde til ro for natten.

Her til morgen havde vi så en rigtig hyggelig morgen med pludren, store smil og dejligt humør, indtil jeg lige skulle lukke hunden ud. På vej tilbage til Pible, som sad op ad en pude i sofaen, så jeg hende falde ned på gulvet - hovedet først... Ååhhh nej min stakkel lille pige. Hun græd og jeg rystede helt af forskrækkelse og ked-hed, og følte mig så dum..

To gange på to dage, puha, det er noget af en foskrækkelsen hver gang, og jeg føler mig som den mest uduelige mor.. Én ting er, når de selv falder og slår sig, når de bliver større, men at jeg ikke kan finde ud af at passe ordentligt på hende, gør mig så ked..

B tager det rigtig pænt, og siger, at det er hvad der kan ske, og han har helt sikkert ret. Det er bare ikke særlig sjovt, og så to dage i træk... Dumme mor...