For omkring et år siden begyndte min kæreste og jeg at være sammen og vi havde aftalt at dagen i dag skulle være den dag hvor vi hylder vores forhold. Blot ved at være sammen, hygge os, tage i biografen og drikke te på tag terrassen, som vi gjorde det på vores 1. date.
Vi har ikke set hinanden i flere dage og har heller ikke snakket sammen hver dag (selvom det normalt er hvad jeg sætter pris på at gøre), og derfor glædede jeg mig ekstra meget til at se ham og håbede at den ekstra 'space' jeg har forsøgt at give ham, har været det rigtige at gøre.

Jeg har undladt at skrive til ham hver dag, og undladt at lægge op til kontakt, som jeg normalt ville gøre det. Jeg orkede på en vis ikke, og har i lidt tid gået med en følelse af at han hellere ville være sammen med sine venner og spille computer, end at være sammen med mig. Jeg har trukket mig lidt tilbage og forsøgt at forholde mig til det. Er det en drengerøvs ting han skal udleve? Er det et spørgsmål om at jeg normalt er for krævende/for stor en mundfuld/for voldsomt med mine angstanfald og derfor han søger væk og tager afstand? Er det i komplet uvidenhed og ubevidsthed han handler? Er det mig der ikke sætter grænser og udtrykker hvordan jeg har det, klart nok?
Jeg har svært ved at forholde mig til det og hitte ud af det. Jeg mærker bare at jeg bliver ked af det og føler mig afvist. Jeg har fortalt ham at jeg oplever han glemmer verden omkring sig når han drikker eller spiller computer med vennerne, og at det gør mig ked af det og vred. Jeg ved at det ikke er hans mening, og det siger han også selv. Det er ligeledes heller ikke min mening at han ikke skal gøre disse ting. Jeg ønsker at han skal mærke sin frihed og gøre hvad han har brug for, men samtidig vil jeg ikke sidde med en følelse af at være nedprioriteret og glemt. Dilemma.

Her til formiddag skrev jeg så til ham for lige at få god for at bestille biobiletter til os. Jeg kunne se at mine sms'er var uden søde ord, men jeg kunne ikke lige forholde mig til hvad der skete med mig. Tror mest af alt at jeg følte mig som en tikkende bombe der for alvor forsøgte at være sød og fattet...jeg vil ikke være kællinge-kæresten der hidser sig op over alle ting. Jeg kunne jo bare selv have kontaktet ham i løbet af de sidste par dage...men jeg bliver altså noget distanceret når jeg ikke ser eller snakker med ham. Det ved jeg af erfaring.
Anyway, han endte med at ringe til mig for at høre om vi ikke kan udskyde biografturen. Han har været i byen og var stadig fuld. Han ville hellere hygge hjemme med en film. Det var sgu svært at forholde mig roligt. Forhelvede. men på en nogenlunde fattet måde fik jeg formidlet at jeg synes det var 'lamt' og typisk at han glemmer verden når han drikker eller spiller computer, samt at det ikke handler om biografturen for mig, men om det at han er så utjekket. Jeg fik meddelt at jeg ringer tilbage når jeg lige har forholdt mig til hvad jeg vil. Og der er jeg så nu...

Jeg har råbt og skreget ind i min pude, tudet og hulket. Jeg er så vred på ham og på at jeg ikke er ligeglad. Jeg føler mig så trampet på og ikke respekteret. Vi laver fanme stort set ikke andet end at se film eller sove sammen når vi ses, og det er hyggeligt! Men for helvede, jeg vil lave noget der er overvejet, noget der er lagt lidt energi i og noget der er ekstra hyggeligt. jeg vil ikke bare tilpasse mig at han har været i byen og ende med at tilbringe dagen efter hans pibe med en fyr der har tømmermænd og vil blive i sengen og spise fastfood. Damn it!
Jeg har aflyst nu og sagt jeg hellere vil se ham en dag hvor vi er gearede til at hygge sammen og fokusere på hinanden. Det har han respekteret og nu er der stilhed mellem os. Hjerte-kagen som jeg bagte til ham i går står fin og dekoreret i køleskabet og stirrer på mig. Jeg har lyst til at skrige og smide den i skraldespanden.

Jeg fornemmer at dette ikke bare handler om i dag, men at det er dråben på hvordan jeg har haft det i længere tid. Dilemmaet mellem at få mine behov opfyldt og samtidig respektere hans. Jeg kender ikke svaret på det, men det gør ondt i mig fordi jeg kan mærke at der er nogle ting der ikke fungerer som kan være enden på forholdet til ham jeg elsker og som elsker mig. Kærlighed er bare ikke nok. Det praktiske skal også fungere, og jeg vil ikke være i et forhold hvor jeg ikke føler mig respekteret og set. Jeg kan ikke være med en mand hvis liv pludselig handler om computerspil og druk. Det er ikke den fyr jeg var sammen med for et år siden og ikke den slags fyr der passer med mig. Jeg vil lave mad sammen, gå til koncerter, se teater, rejse, spille spil, slås med sne etc...ikke sidde foran WOW, ryge joints, drikke mig i hegnet og ligge og glo film i sengen dagen lang.