Jeg føler mig problematisk og belastende for mine omgivelser. I stedet for at gå i dybden når folk spørger hvordan jeg har det, er jeg begyndt at svare med et 'fint' eller 'bedre'...Ellers ignorerer jeg spørgsmålet og taler om noget andet. Jeg vil ikke være til besvær for dem. Ikke mere. ...og hvis jeg skal være ærlig, så er humøret ikke højere end som så. Det er faktisk skide lavt og alt føles meningsløst. Jeg har ikke lyst til noget og synes alt er hårdt arbejde. Det er virkelig svært at hive mig i gang, og når jeg gør det, så er det for at folk skal se at jeg er i gang.
Meningsløshed er ordet. Måske også depression. Nogle gange føler jeg mig så fandens deprimeret, men det er ikke hele tiden. Jeg var f.eks. lige afsted på weekend med min kæreste, og der havde jeg det fint. Men så snart vi var hjemme igen gad jeg ikke kontakt med nogen. Jeg har isoleret mig selv fra mine venner og fra sociale arrangementer. Jeg gider dem ikke og vil hellere ligge hjemme på sofaen.
Jeg føler mig så fandens trist og har på en eller anden mærkelig vis ikke lyst til at gøre noget ved det heller. Jeg har ikke lyst til noget overhovedet. Jeg følte mig en tid ensom og fik angstanfald, men det er bedre nu. Det er som om min kæreste er den eneste jeg vil se, men han ved det ikke. Jeg prøver at skjule det fordi jeg ikke ønsker at han skal se mig som en needy kæreste. At jeg har det ad helvede til skal ikke gå mere ud over mit forhold end nødvendigt. Og han har hørt nok...