Jeg lader til at være blevet glemt af en der står mit hjerte meget nær. Det gør ondt at opleve, specielt alt det vi har været igennem taget i betragtning.
Jeg vidste der var noget specielt ved ham fra første gang vi mødtes, men at han skulle stikke af med mit hjerte helt og twiste det igen og igen så smerten blev ulidelig, det havde jeg ikke regnet ud. Jeg lærte af tiden sammen med ham og jeg lærte af tiden hvor jeg skulle komme videre. Jeg forstod at det ikke skulle være ham og mig -i hvert fald ikke på det tidspunkt - vi ville alligevel ikke det samme. Vi var tætte sammen, men sådan som han levede sit liv ville det ikke kunne tilfredsstille mig og jeg ville ikke få plads heller. Da jeg indså det gjorde det ondt, men da jeg samtidig fandt ud af at det ikke var tanken om ham i seng med en anden kvinde, men tanken om at miste ham fra mit liv, der gjorde ondt, mærkede jeg at det var ham som person og ven som jeg ikke ville miste. Kærligheden til ham var der ligemeget hvad og han kunne for min skyld have så mange andre -mine følelser for ham var så meget dybere.

Det er de stadig, og jeg tror aldrig det vil stoppe. Tænk at elske et andet menneske sådan. Selv har jeg svært ved at forstå disse følelser -hvordan kan man elske et andet menneske sådan og stadig føle at det er venskabeligt? Er det definitionen på kærlighed? Eller er det mig der blot manipulerer mig selv til at tro at det er venskabelige følelser jeg har for ham? Kan alt det her overhoved lade sig gøre?
Åbenbart kan det, for det er jo her jeg står og hvad jeg har at forholde mig til. Kærligheden og smerten i brystet nu han ikke kontakter mig mere. Det sidste halve år var vi kommet ind i en dejlig rytme hvor vi mailede et par gange om måneden, hvilket føltes godt. Ikke afhængigt og klistret, men kærligt og venskabeligt. Jeg var glad og følte i det store hele at det var godt mellem os. Det er over en måned siden jeg har hørt fra ham nu, det er mere end dobbelt så lang tid som der normalt går...altså, efter vi blev forenet som venner og jeg begyndte at gøre krav på gæstesengen når jeg kom på besøg.

Jeg er ret sikker på at han har en kæreste nu -en tidligere eks som jeg endda nåede at møde. Jeg tror de er sammen igen og at finde ud af det gjorde ondt. Igen ikke fordi han ikke må have andre, men fordi jeg frygtede at vores hyggelige samtaler, café besøg, madlavningsaftener og mails ville ryge i vasken. Jeg var bange for at hun ikke ville kunne acceptere vores venskab fordi vi var sammen for flere år siden. Jeg prøvede at fortælle mig selv at der ikke var grund til denne nervøsitet, at jeg er flyttet til gæstesengen må vel være bevis nok på at hun kan være sikker med ham. Men nu skriver han ikke -måske det er pga. hende.

Men hvorfor gør det overhoved så ondt på mig, spørger jeg mig selv. Aldrig har det gjort så ondt ikke at høre fra en ven, aldrig har det smertet så meget. Aldrig har et menneske fået så stor en plads i mit hjerte efter at have såret mig dybt. Jeg vil have det til at holde op -det er år siden vi holdt op med at være sammen, så hvad er det for en følelse der konstant hjemsøger mig.? Hvad er det der pludselig væder mine øjne i tårer og giver mig tomme øjeblikke hvor jeg må holde om mig selv for at kunne være i øjeblikket.?
Det er savn der fylder mig så meget. Jeg savner ham så uendeligt meget -savner ham som person. Savnet fylder så meget at det ødelægger mit nuværende forhold -ødelægger fordi jeg bliver forvirret over disse stærke følelser til en anden. Jeg mener bestemt det er venskabeligt, men har samtidig svært ved at forstå at det kan være tilfældet når jeg elsker ham mere end den fyr jeg er sammen med. Jeg bliver nødt til at skabe en distance til disse følelser, de fylder for meget, gør for ondt og ødelægger mere end de gavner. Kærlighed skulle være en dejlig ting, men hey -alt dette gør jo kun ondt sådan som tingene ser ud nu.